Udgifter stukket helt af: Betaler regninger fuldstændig i blinde
Regningerne til alkoholbehandling hos private udbydere er firedoblet hos Aarhus Kommune siden 2020.
Artiklen er opdateret med kommentar fra sundhedsministeren.
Aarhus Kommune ønsker mere kontrol med, hvad de bruger pengene på, når de betaler regninger til private udbydere af alkoholbehandling. Derfor har udvalget for sociale forhold og beskæftigelse sendt et brev til sundhedsminister, Sophie Løhde (V), hvor de ønsker stramninger på området.
I brevet skriver Aarhus Kommune blandt andet:
Kommunerne betaler kort sagt dyre regninger for ukendte borgere, som modtager en ukendt ydelse ved private udbydere af alkoholbehandling.
Kommunen kalder det en styringsmæssig udfordring, fordi de i princippet ikke ved, hvad de betaler for.
- Udgifterne er stukket helt af i forhold til de private udbydere af alkoholbehandling, som vi ingen styring har med. Det betyder, man kan indskrive sig i alkoholbehandling hos en privat udbyder, og så får vi en regning, men vi ved ikke, hvad vi får en regning for, fortæller Eva Borchorst Mejnertz (S), der er forperson for udvalget for sociale forhold og beskæftigelse.
Aarhus Kommunens udgifter til alkoholbehandling:
Private udbydere:
244.000 kr. i 2020,
315.000 kr. i 2021,
531.000 kr. i 2022,
1.104.000 kr. i 2023
I 2024 er der udgiften i årets første to måneder på 314.000 kr.
Aarhus Kommune betalte i 2023 for 40 borgere behandlet hos private udbydere.
Til sammenligning brugte Aarhus Kommune i 2023 18.440.417 kr. i den kommunale alkoholbehandling.
Den udgift er fordelt på 986 borgere.
Kilde: Aarhus Kommune
Som reglerne er i dag, så skal en privat udbyder af alkoholbehandling have en samarbejdsaftale med en kommune. Men udbyderen skal bare have en aftale med én kommune. Derefter kan udbyderen tage imod borgere fra hele landet og sende regningerne med hjem til de kommuner, de kommer fra.
Aarhus Kommune får altså regninger fra private udbydere af alkoholbehandling, som de i princippet slet ikke kender noget til.
- Som det er nu, får vi heller ikke nogen oplysninger, så vi ved ikke, hvad det er, vi betaler for, eller om det virker, fortæller Eva Borchorst Mejnertz.
Privat udbyder: De kan bare spørge
En af de private udbydere, Aarhus Kommune i 2023 har modtaget regninger fra, er Det Gode Liv. De har hovedkontor i Vejen, men har afdelinger i Aalborg, Roskilde, Aarhus, Brørup, Føvling og Outrup. De kan sende regninger til alle landets kommuner på grund af en aftale med Middelfart Kommune.
Regler for ambulant alkoholbehandling:
Sundhedsloven § 141 giver borgere med alkoholproblemer fire rettigheder:
1. Tilbud om gratis alkoholbehandling
2. Mulighed for at henvende sig anonymt
3. Garanti for at behandling iværksættes, senest 14 dage efter man har søgt hjælp
4. Mulighed for frit valg af alkoholambulatorium, uanset hvor man bor.
Kilde: Alkohol & Samfund
Her er Lars Johansen organisationsleder. Han kan godt forstå, Aarhus Kommune savner styring med, hvad de får for deres penge.
- Hvis jeg skulle se på det fra vores virksomhed, og jeg fik fakturaer ind ad døren, som jeg bare skulle betale. Det, ville jeg også synes, var træls, fortæller Lars Johansen.
Han forstår dog ikke, hvorfor Aarhus Kommune ikke bare efterspørger den information, de savner.
- Hvis man gerne vil sikre sig kvalitet for de her penge, så henvend jer dog tilbage til os på den her borger og spørg, hvad er det for en borger og hvad får han af behandling, fordi det er jo åbent, fortæller Lars Johansen, der understreger, at navnet vil blive fjernet fra en såkaldt statusrapport, hvis kommunen efterspørger en status. Derfor vil en borger fortsat være helt anonym.
Lars Johansen har dog forståelse for kommunens behov om økonomisk styring. Han frygter dog, hvad prisen bliver for de mennesker, der har behov for hjælp.
- Jeg er helt klar på at sætte mig ned og tage en snak om det. Vi vil gerne bidrage med alt det, vi kan. Men jeg håber ikke, det går ud over borgeren, det frie valg og den anonymitet, der er mulighed for.
Frygter snyd
Aarhus Kommune har endnu ikke den store forkromede plan for, hvordan samarbejdet med de private udbydere skal se ud. De ønsker også en dialog om, hvordan systemet kan skrues sammen, så alle bliver tilfredse. Her vil de have særligt fokus på nogle rammer for priser og kvalitet.
- Jeg tror også, det ville være rigtig fornuftigt at have en dialog om, hvordan vi kan føre tilsyn, fordi, det jeg er blevet opmærksom på, det er, at der også en ret stor mulighed for at snyde på det her område, fortæller Eva Borchorst Mejnertz.
Det er i dag Socialtilsynet og ikke kommunerne, der har tilsynspligten med de private udbydere af alkoholbehandling. Og der har ifølge Lars Johansen tidligere været aktører på markedet, der har forsøgt sig med at udnytte reglerne på området.
- Der er for én gangs skyld en lovgivning, der har borgeren i centrum og som fungerer. Og ja, den har tidligere været misbrugt, men det er der kommet meget mere fokus på, fortæller Lars Johansen.
Sundhedsminister, Sophie Løhde (V), siger i en skriftlig udtalelse, at hun nu vil se på problemet.
- Det er vigtigt, at man kan få professionel hjælp, hvis man har et alkoholmisbrug, men jeg har forståelse for, at kommunerne gerne vil vide, hvad de betaler for, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, der nu vil bede sit ministerium om at se nærmere på den problematik, som Aarhus Kommune rejser, udtaler hun i et svar til TV2 Østjylland.