Udviklingshæmmede vasker tøj - nu hædres vaskeri med stor pose penge

Vaskeriet i Brabrand er en socialøkonomisk forening, hvor udviklingshæmmede vasker tøj for virksomheder og private.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Vaskeriets medarbejdere blev overrasket af bandet Carpark North.

Mie arbejder to gange om ugen på Vaskeriet i Brabrand, der er en arbejdsplads med plads til de fleste, også mennesker med et handicap.

- Fællesskabet er rigtig dejligt, og det betyder rigtig meget, at jeg kan være sammen med mine arbejdskolleger, siger Mie Sørensen.

Vaskeriet vasker både for private og virksomheder, men er drevet som en socialøkonomisk forening, og derfor skal økonomien egentlig bare køre rundt, så sårbare mennesker også kan prøve glæden ved at arbejde.

VIDEO: Kom med ind på Vaskeriet og se dem få overrakt prisen.

Normalt sker der ikke så meget på det lille vaskeri, men i dag væltede det ind.

Rockbandet Carpark North kom forbi, formanden for Muskelsvindfonden var der, og det samme var et hav af journalister.

For i dag fik det lille vaskeri Grøn koncerts Plads-Til-Forskelle-pris.

- Plads-Til-Forskelle-prisen er en helt særlig pris, som vi i Vaskeriet er virkelig glade for at få, fordi vi synes, at det er det, der er her, siger Pia Stabell, der er en af to kvinder bag Vaskeriet, og hendes kollega uddyber:

- Vi er fælles om alting, vi tager alle beslutninger sammen. Vi har den tese, at vi ikke skal passe til arbejdet, men arbejdet skal passe til os, siger Katrine Knudsen.

På vaskeriet kan man komme forbi til en kop kaffe, aflevere sit tøj, som så bliver vasket, tørret og leveret retur til både private familier og virksomheder.

Det er fjerde gang, at Muskelsvindfonden uddeler prisen, og bandet Carpark North har under sommerens Grøn Koncert-turné været med til at samle de 150.000 kroner ind, som følger med prisen.

- Vaskeriet er en lille græsrodsidé, som er så god, siger Lau Højen, der er forsanger i Carpark North.

Vaskeriet vandt prisen i konkurrence med 50 andre ansøgere, og de to kvinder, der står bag Vaskeriet, regner med at bruge penge på lignende projekter.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her