Vågnede efter operation og gik amok på sygeplejersker
Politiet måtte natten til tirsdag hente en 24-årig, som efter et mindre indgreb blev særdeles ubehagelig.
Natten mellem mandag og tirsdag måtte Østjyllands Politi en tur til Aarhus Universitetshospital, da en 24-årig mand vågnede efter et mindre indgreb. Det fremgår af Østjylland Politis døgnrapport.
Ifølge personalet havde den 24-årige råbt og slået ud efter flere medarbejdere, da han vågnede fra sin bedøvelse.
- Han er voldsomt truende over for særligt en af sygeplejerskerne, fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder Østjyllands Politi.
Han slog desuden også ud efter en portør.
Hvad var han utilfreds med?
- Vi ved ikke, hvad der forårsager det.
Prøvede at vriste sig fri
Det gik heller ikke stille for sig, da politiet nåede frem.
- Han lader sig ikke frivilligt anholde. Han prøver at vriste sig fri og gør kraftig modstand, siger Jakob Christiansen.
Det lykkedes dog til sidst at få manden anholdt, og han blev taget med på stationen. Han er nu sigtet for trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at modsætte sig anholdelsen.
Jakob Christiansen oplyser, at det ikke sker så tit, at politiet må rykke ud til hospitalerne.
- Det sker heldigvis ikke så tit, men det er noget, vi tager meget alvorligt og rykker hurtigt ud på, når det sker, siger han.