Vestas skal levere vindmøller til tysk farvand
MHI Vestas skal levere 56 vindmøller med kapacitet på 450 megawatt, som skal opføres i tysk offshoreprojekt
Selskabet MHI Vestas har modtaget sin største bestilling nogensinde.
MHI Vestas skal levere 56 vindmøller med en kapacitet på 450 megawatt i alt til Dong Energy. Det skriver selskabet i en meddelelse.
Læs også:
Møllerne skal opføres i det tyske offshoreprojekt Borkum Riffgrund 2 de kommende år. De såkaldte 8 MW-møller forventes at være i drift i første halvår af 2019.
Den aarhusianske joint venture, der er delejet af Vestas og Mitsubishi Heavy Industries, har samtidig indgået en femårig serviceaftale i forbindelse med projektet.
Det er Dongs tredje V164-bestilling hos MHI Vestas.
Energiselskabet lagde oprindeligt ordren tilbage i juni 2016. Men først nu er den endelige godkendelse kommet fra de tyske myndigheder.
Det skyldtes, at byggetilladelsen i forbindelse med offshoreprojektet skulle opdateres for at rumme de 56 vindmøller, skriver Ritzau Finans.
Det er første gang, at selskabet skal installere den type møller i tysk farvand.