VIDEO: Andemor og ællinger tager elevatoren ned fra 6. sal
En vild gråand havde udset sig en altan nær Aarhus Å som det perfekte sted til sin rede. Det valg førte et hyggeligt redningsarbejde med sig, da æggene klækkede.
Der var en, der var to, der var tre. Hele 14 små pippende ællinger tittede søndag morgen frem under persillen i Katrine Harpøths højbed.
Men eftersom hun og kæresten Ole Lange Andersen bor på 6. sal i Åhusene i det centrale Aarhus, var det alligevel lidt af en overraskelse.
- Jeg vidste ikke, at ænder kunne komme så højt op, siger Ole Lange Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Elevator med en and
Men op i højden var hun nu altså kommet - andemoderen, som Ole og Katrine har døbt "Anne".
For efter 14 dage med æglægning og fire uger med udrugning løftede Ole og Katrine begejstrede opgaven med at få den nybagte andefamilie sikkert ned fra sjette sal.
- Jeg havde aldrig nogensinde troet, jeg skulle tage en elevator med en and, griner Ole Lange Andersen.
Ikke desto mindre, så var en elevator-tur med ikke bare én, men hele 15 ænder præcis hvad Ole Lange Andersen søndag brugte en del af sin formiddag på.
Brødkrummespor
Dyreværnet havde anbefalet parret at guide andefamilien ud over altankanten, fordi ællinger åbenbart fra naturens side er bygget til nemt at overleve selv lange fald.
Men projektet med at bygge en rampe, der ikke var for glat til små ællingefødder, fra højbedet og op over altanens gelænder, viste sig for svært.
Derfor tyede Ole og Katrine til den næstbedste løsning: Et lokkende brødkrummespor ind gennem lejligheden og ud i elevatoren.
- Jeg smuldrede et gammelt flute aftenen før, vi skulle have andefamilien igennem lejligheden, så det hele var klar, fortæller Katrine Harpøth.
Hyggeligt samvær
Da Ole og Katrine hørte de små pippelyde gennem glasruden til den altan, de den seneste måned har delt med andemor "Anne", vidste de, at det hyggelige bekendtskab snart var slut.
- Vi har siddet derude, selvom hun har ruget i højbedet, for det er jo vores altan. Det har hun taget roligt, hvis bare vi lod være med at kigge hende i øjnene. Det var bare hyggeligt, fortæller Ole Lange Andersen.
Og ællingernes lange rejse ned fra højbedet, gennem en glasdør, over et stuegulv, ud på en gang og ind i en elevator gik over al forventning.
- Det tog kun 8 minutter så var de helt nede ved åen. I elevatoren stod "Anne" helt stille og ventede, og ællingerne gjorde lige som mor, siger Ole Lange Andersen.
På barselsvisit
Nu hvor "Anne" ikke længere er at finde på den anden side af køkkenalrummets glasdør mod altanen, må parret selv med elevatoren ned for at se til hende.
- Vi skal helt sikkert på barselsbesøg hos "Anne" nede ved åen. Hun bor lige foran vores bygning, så vi kan nemt besøge hende, griner Katrine Harpøth, der mener at kunne genkende anden fra altanen på de 14 ællinger, der følger efter hende.
Det er i år anden gang, at Ole og Katrine oplever ande-familieforøgelser på deres altan.