Minister: Vi var enige i regeringen
Det var en fælles beslutning i regeringen, at alle mink skulle aflives på grund af en mutation i coronavirus. Det siger fødevareminister Mogens Jensen (S) på et samråd onsdag.
Det store spørgsmål i sagen er, hvem der har ansvaret for ordren om at aflive alle mink, hvilket siden har vist sig at være ulovligt.
Det har hele regeringen altså ifølge fødevareministeren. Tirsdag holdt statsminister Mette Frederiksen (S) sin fagminister ud i strakt arm ved at sige, at han havde ansvaret for at oplyse offentligheden om, at det viste sig at være en ulovlig ordre.
Det er den, fordi den også omfattede raske mink og minkfarme længere væk end knap otte kilometer fra en smittet farm.
- Hvem har truffet beslutningen, det har selvfølgelig regeringen i en fælles regeringsbeslutning. Der er i Folketinget et politisk flertal for at aflive alle mink på grund af de vurderinger, der er kommet fra sundhedsmyndighederne, siger Mogens Jensen.
Både fødevareministeren og Mette Frederiksen har beklaget sagen og kaldt den en klar fejl.
Fredag sendte Fødevarestyrelsen en meddelelse ud til alle minkavlere med en besked om at aflive deres mink. Men det skulle have været formuleret som en opfordring, lyder det fra fødevareministeren onsdag.
- Der er til mig oplyst, at Fødevarestyrelsen har tænkt det som en opfordring, siger Mogens Jensen på samrådet.
ALLE skal aflives
Styrelsen skriver dog direkte i meddelelsen, at "regeringen har meldt ud, at alle mink i landet skal aflives". Over 30 gange er ordet "skal" brugt.
Desuden udsendte Fødevarestyrelsen tirsdag en rettelse til minkavlerne. Heri beklager styrelsen, at det ikke fremgik, at der kun var tale om en opfordring - som ministeren hævder, det var - i det første brev.
Fødevareministeren siger onsdag, at han ikke var vidende om brevet fredag, og at han hverken har set eller godkendt det.
Han godkendte dog den korrigerende meddelelse til minkavlerne mandag, som først blev sendt ud tirsdag på grund af "tekniske problemer".
Fødevareministeren siger yderligere, at han ikke blev advaret om at beordre alle mink aflivet forud for pressemødet i sidste uge, hvor regeringen krævede det.
Vidste det var ulovligt
Det skete, selv om Fødevarestyrelsen ifølge flere medier onsdag vidste, at det ville være en ulovlig ordre.
Det gik først op for ministeren i weekenden, at det var en ulovlig ordre. Men han vil ikke svare på, hvornår han præcist fik den viden. Det skal en redegørelse svare på, lyder svaret.
I flere svar til Folketinget har Mogens Jensen henvist til en bekendtgørelse, hvor der bliver givet lovhjemmel til at aflive mink inden for en nærmere bestemt sikkerhedszone - og altså ikke uden for zonerne.
Vidste ikke besked
Det er af nogle blevet udlagt således, at ministeren måtte være klar over, at det ville være ulovligt at slå raske dyr ihjel eller dyr uden for zonerne.
Men det afviser fødevareministeren.
- Bekendtgørelsen redegør ikke for, at der andetsteds i loven om dyrehold er hjemmel til at slå ned uden for zonerne. Det er det, der er udgangspunktet her.
- Det gør, at jeg igen kan sige, at jeg var ikke klar over, at der ikke var lovhjemmel, da vi træf beslutningen i regeringen, eller efter da vi havde pressemøde, siger han.
/ritzau/