91-årige Else kan ende med rengøring 14 gange om året

Favrskov Kommune har fremlagt nye budgetforslag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu rammer den kommunale sparekniv også de ældre i Favrskov Kommune. 

Der skal spares millioner lyder det i forslagene til det kommende budget. Det kan betyde, at der er udsigt til langt mindre rengøring hos de ældre, der har brug for hjælp til at passe deres hjem.

En af dem, som forslaget kan ramme, er 91-årige Birgit Hansen fra Hadsten.

Hun har siden 2015 fået hjælp til rengøring hver 14. dag i 20 minutter ad gangen.

- Det er for lidt, konstaterer hun tørt. 

Rengøring 14 gange om året

I fremtiden kan det dog blive til endnu mindre rengøring for Birgit Hansen. 

I Favrskov Kommunes spareforslag er der nemlig lagt op til, at der fremover kun skal gøres rent hver tredje uge. Derudover vil man fjerne rengøringen i tre ferieuger. I alt vil ældre borgere gå fra at få gjort rent 26 gange om året til 14 gange.

Jeg kan slet ikke forstå det menneskesyn, der kan ligge bag, at man kan forestille sig at foreslå rengøring kun hver tredje uge
Erik Bertelsen, formand, ældrerådet, Favrskov Kommune

- Det vil betyde, at der bliver halv-snusket. Og i et hvilket som helst hjem vil man da gerne have, at det er pænt og rent, siger Birgit Hansen. 

Favrskov Kommune skal spare penge, og derfor har administrationen kommet med en række spareforslag til politikerne. 

Forslaget med mindre rengøring vil spare kommunen 1,35 millioner om året - og det er kun ét ud af mange spareforslag. Men lige præcis mindre rengøring vækker forargelse. 

- Det er uanstændigt. Jeg kan slet ikke forstå det menneskesyn, der kan ligge bag, at man kan forestille sig at foreslå rengøring kun hver tredje uge, siger Erik Bertelsen, der er formand for ældrerådet i Favrskov Kommune. 

Rammer de svageste 

Erik Bertelsen kalder forslaget for 'uværdigt', og han mener, at det strider imod Favrskov Kommunes værdighedspolitik. 

- Vi taler slet ikke om, at der ikke kan ske ændringer eller justeringer, det er der brug for hele tiden. Men det her virker bare til fuldstændig at ramme de svageste borgere, siger formanden for ældrerådet.

Erik Bertelsen kalder forslaget for 'uværdigt'.

Den holdning deler Birgit Hansen. 

- Jeg synes, at det er forkert. Jeg synes, at der er forkert, at vi ældre skal spares på hele tiden. Folk vil ikke være tilfredse. De vil slet ikke være tilfredse, siger hun. 

Hos Ældre Sagen er de bekymrede over tendensen med, at kommuner vælger at spare på de ældres rengøring.

- Vi ved fra rigtig mange medlemmer, at det kan føles ubehageligt, hvis ens hjem ikke er rent. Det kan være, at man isolerer sig og deraf bliver ensom. Så det har rigtig alvorlige konsekvenser for mange af vores medlemmer det her, siger Dorthe Bjerremand Erichsen, der er jurist og seniorkonsulent hos Ældre Sagen.

Intet er besluttet endnu

Ifølge borgmester i Favrskov Lars Storgaard (K) er der ikke besluttet konkrete besparelser endnu. 

Han understreger, at forslagene ikke er blevet politisk behandlet endnu.

Lars Storgaard kan ikke garantere, at der ikke vil blive sparet på ældreområdet.

- Der er ingen grund til bekymring, før de har hørt, hvad politikerne melder ud, siger borgmesteren. 

Politikerne går mandag i gang med at kigge på forslagene for første gang. Den 6. september skal forslagene behandles første gang og 10. oktober skal de endelige forslag vedtages. 

Du kan ikke give nogle garantier endnu?

- Nej, garantier er ikke noget, man kan give i politik. Men jeg synes jo altid, at vi har haft en fornuftig drift, og vi har en fornuftig økonomi i Favrskov. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her