Ældre mand afvist i bussen, da han ville købe billet med kontanter
En ældre mand uden smartphone blev onsdag afvist ved bussen, da han ville betale med kontanter.
Siden den 18. marts har Midttrafik ikke modtaget kontantbetaling i deres busser for at beskytte deres chauffører mod smitte med coronavirussen.
Noget, som jo i realiteten, lyder som et meget fornuftigt tiltag.
Problemet er bare, at det ikke er alle i vores samfund, som er med på de digitale noder, og dermed formår at købe en billet via mobilappen eller rejsekort.
- Jeg blev ringet op af et medlem, der stod på banegården i Hadsten ved bus 115 mod Randers i onsdags klokken 12. Han fortalte, at en svagt gående mand i tresserne blev afvist og bedt om at forlade bussen, da han forsøgte at betale med kontanter, fortæller Hugo Strunge Frank, der er formand for Ældresagen i Hinnerup, til TV2 ØSTJYLLAND.
I følge ham er det ulovligt, og derfor har det fået ham til at indgive en klage til Midttrafik på vegne af Ældresagen i Favrskov Kommune.
- Vi synes, at det er en uanstændig måde at behandle folk på, fordi kontanter jo er et lovligt betalingsmiddel, siger han.
Forbrugerombudsmanden undersøger om det er ulovligt
Det er transportminister Benny Engelbrecht, der har opfordret landets trafikselskaber til at lukke for kontantbetalingen i busserne, og det er også den retningslinje, som Midttrafik har valgt at følge.
Under normale omstændigheder, så siger betalingsloven, at betalingsmodtagerne, altså busselskaberne, er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet mellem klokken 06 og 22, når de også modtager andre betalingsmidler, som er omfattet af betalingsloven - eksempelvis rejsekort.
Så på sin vis har Hugo Strunge Frank ret i sin kritik, men der er en række undtagelser i loven, som gør, at det er svært at vurdere, hvorvidt det er lovligt eller ulovligt, at Midttrafik følger transportministerens anbefaling, fortæller specialkonsulent hos forbrugerombudsmanden Anette Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Kontantreglen er ikke suspenderet, så den gælder stadigvæk - også selvom coronavirus har skabt en ekstraordinær situation. Der er dog nogle undtagelser til reglen, som gør, at hvis der er tale om fjernsalg fx onlinekøb, eller hvis miljøet, der handles i, er karakteriseret ved at være et 'ubemandet selvbetjeningsmiljø', så er situationen undtaget fra kontantreglen, og så er spørgsmålet, om busserne er det, siger hun, og fortsætter:
- Vi er ved at undersøge nogle lignende sager i øjeblikket, men da vi ikke har taget stilling til dem endnu, så kan vi ikke sige endnu, om et trafikselskab, som ikke tager imod kontanter som Midttrafik, har handlet i strid med reglerne. Sagerne er under behandling, forklarer hun.
Midttrafik beklager
Hos Midttrafik bekræfter de, at de har modtaget klagen fra Ældresagen om den ældre mand.
- Det er beklageligt. Vi har sagt til vores chauffører, at de gratis skal medtage de kunder, som tydeligt har problemer med de digitale alternativer, og når jeg læser klagen, så burde vi selvfølgelig have taget ham med, men det er chaufførens afgørelse i den enkelte situation, og vi ved jo ikke, hvad der er gået forud, siger Britta Charnig, der er projektleder hos Midttrafik, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Det er nemlig ikke altid lige til at lave den vurdering for chaufførerne.
- Chaufførerne har meldt tilbage, at folk udnytter det og bliver ved med at komme og vil betale med kontanter for at køre gratis, så det kan være vanskeligt, fordi nogle vil snyde, siger Britta Charnig.
Hos Midttrafik er de derfor opmærksomme på, at der er nødt til at være andre alternativer.
- I og med at vi oplever, at det bliver et problem for de ældre, så har vi lavet et initiativ, hvor vi opfordrer pårørende til at hjælpe de ældre med at bestille billetter eller anskaffe sig et pensionistkort, men vi er også i gang med at undersøge alternative betalingsformer, som eksempelvis dankortbetaling og mobilepay, siger hun.