Midttrafik i coronakrise: 400 millioners regning sendt til kommunerne
Midttrafik forventer et tab på et sted mellem hele 350- og 400 millioner kroner i forbindelse med coronakrisen. Et tab man nu håber at ejerne, Region Midtjylland og kommunerne vil dække.
Restriktioner og nedsat rejsebehov, samt øgede omkostninger i forbindelse med rengøring og indkøb af værnemidler, betyder, at coronakrisen får enorme konsekvenser for den offentlige transport i det østjyske.
Og oven på et par turbulente år med nedskæringer og en letbaneopførsels svære fødselsvanskeligheder i Aarhus, rammer de nye og uforudsete omstændigheder kun endnu hårdere.
Midttrafik, Region Midtjyllands centrale transportselskab, der står for både busser og letbane i hele regionen, forventer, at regningen bliver massiv.
En regning man nu sender til selskabets ejere - Region Midtjylland og kommunerne.
Ekstraordinært krisemøde
Tidligt torsdag morgen afholdt man i Midttrafik derfor et ekstraordinært bestyrelsesmøde om de omkostninger, der for øjeblikket tårner sig så høje, at man risikerer et decideret kollaps af den offentlige transport, hvis ikke der sættes ind.
- Vi forventer, at krisen koster 350- 450 millioner i tabte indtjeninger og ekstraudgifter. Derfor har vi nu besluttet at sende krav om tillægsbevillinger ud til vores ejere, Region Midtjylland og kommunerne, så hullet kan dækkes, siger selskabets bestyrelsesformand, Claus Wistoft, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det var på torsdagens møde, at beslutningen om ekstraregninger til regionen og kommunerne blev taget, fordi man lige nu kigger ind i en periode, hvor selskabets likviditet kan svinde ud inden for få måneder.
Og nu siger flere kommuner, at de bakker op om løsningen.
- Kommunerne og regionen ejer Midttrafik, så det er vores ansvar at sætte os ned og finde en løsning i fællesskab, så selskabet og den offentlige transport kan drives videre, siger borgmester i Favrskov Kommune, Niels Borring (S), til TV2 ØSTJYLLAND.
Forventer pengene tilbagebetalt
Lige nu kører busser og letbane efter almindelige køreplaner, selvom passagertallet er kraftigt nedsat.
- Regeringen har bedt os om at køre efter en normal køreplan, så det er vi nødt til at gøre, men heldigvis har regeringen stillet trafikselskaberne en kompensation i udsigt, siger Claus Wistoft.
Hvis den kompensation ender med at blive en realitet, så vil det - alt efter størrelsen på hjælpepakken - da også betyde, at tillægsbevillingerne, som man nu beder kommunerne og regionen om at give selskabet, kan blive tilbagebetalt.
- Hvis staten når at dække hullet med en kompensation, så trækker vi selvfølgelig regningerne tilbage igen, siger Claus Wistoft og fortsætter:
- Det forventer vi, at staten gør, og derfor forventer vi også, at kommunerne vil bakke op her og nu.
Også i Favrskov Kommune forventer man, at det i princippet kun bliver nødvendigt at lægge pengene ud.
- Vi er jo blevet fortalt, at ekstraordinært afledte udgifter fra krisen bliver dækket fra centralt hold af staten, så det går vi ud fra, siger borgmester Niels Borring.