Byggeboom: Østjyske håndværkere har aldrig haft en travlere sommer
Byggebranchen oplever langt større omsætning end normalt. Corona og indefrosne feriepenge har sat gang i østjydernes byggelyst.
Coronakrisen har været hård ved det danske erhvervsliv, men det er ikke alle der er ramt - tværtimod.
Håndværkerne oplever langt større omsætning end normalt. Ikke mindst efter at det er blevet meldt ud, at danskernes indefrosne feriepenge bliver udbetalt
Det mærker de tydeligt hos blandt andet Christiansen Tømrer og Snedker ApS i Søften, der under coronakrisen har haft travlt, fordi danskerne har været hjemme.
- Det har bare taget helt vildt for med nye terrasser, vinduesudskiftninger i huse og nyt tag, siger John Nielsen, tømrer hos Christiansen Tømrer og Snedker ApS til TV2 ØSTJYLLAND.
Fire gange højere omsætning
Også hos Byens VVS i Hadsten oplever de en øget efterspørgsel. Normalt er der kun én på arbejde i sommerferien. Men nu er de fire til fem på arbejde, for at de kan følge med.
- Vi har meget travlt, og umiddelbart er vores omsætning fire gange højere, end den plejer at være i juli måned allerede nu, siger Lars Nonboe, direktør for Byens VVS.
Travlheden, som John Nielsen, Lars Nonboe og kollegaerne i byggebranchen oplever, er en generel tendens i hele Danmark. Og det skyldes coronakrisen, lyder det fra direktøren i Dansk Industri Byg:
- Det er taget til her efter coronakrisen, fordi vi har været meget hjemme og ikke kan bruge pengene på at rejse.
- Og så er det selvfølgelig også, fordi der ligger en pose penge i form af feriepenge og glimter lidt forude, siger Elly Kjems Hove, direktør, Dansk Industri Byg til TV2 ØSTJYLLAND.
Dansk Industri Byg forventer også et godt 2021 for håndværkerne, i takt med at flere og flere boliger skal klimarenoveres.