Byt til nyt: Ny stor genbrugsplads åbner
En genbrugsplads med nedsænkede containere, længere åbningstider, og et nyt genbrugskoncept bliver indviet i Hammel den 29. juli.
En ny, større og mere brugervenlig genbrugsplads. Det er hvad borgerne i Hammel kan få gavn af i den nære fremtid.
Fra den 29. juli åbner Favrskov Kommune nemlig for en 12.000 kvadratmeter stor genbrugsplads til 20 millioner kroner på hjørnet af Englandsvej og Italiensvej i Hammel.
Ifølge Lone Bejder, der er projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning, har der længe været behov for en ny genbrugsplads.
- De genbrugspladser vi generelt har i Favrskov er fra 1988 og 1989, og de trænger gevaldigt til at blive moderniseret. Der er behov for en øget tilgængelighed på genbrugspladserne, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Genbrugspladsen udvider samtidig åbningstiderne, således at de har åbent alle dage og i flere timer. Dog vil en del af åbningstiden være med selvbetjening, hvor der ikke er vejledere på pladsen.
Nedsænkede containere
Den nye genbrugsplads er 3000 kvadratmeter større end den gamle og kommer til at indeholde nedsænkede containere.
- På den nye plads kan du komme med en trailer også bare læsse det af direkte i containeren. Det kunne du ikke ved de gamle, der skulle du tit op på en trappe for at smide dit skrald ud, siger Lone Bejder.
Derudover er der også tænkt mere over indretningen af genbrugspladsen. Blandt andet vil der være et område dedikeret, til hvis man bygger om og et andet til haveaffald. I alt har genbrugsstationen nu 40 forskellige sorteringsmuligheder.
- Tidligere har indretningen af genbrugsstationen til tider givet køer og propper. Vi havde indrettet den gamle plads således, at haveaffald var det første område, når man kørte ind. Det vil vi lave om på i fremtiden, siger Lone Bejder.
Genbrugspladsen kommer til at være 3000 kvadratmeter større end den gamle, er der virkelig brug for så meget plads?
- Der er sket meget, siden den første genbrugsplads blev bygget i 1988. Dengang havde vi tolv sorteringsmuligheder, nu har vi 40. Det øges hele tiden, og derfor er der brug for pladsen, siger hun.
Hun fortæller, at de derudover har haft fokus på at adskille de lastbiler, der henter affaldet, fra de brugere, der benytter genbrugspladsen mest muligt. Det har ifølge Lone Bejder også kostet plads.
GI’ og TA’ kommer til Hammel
Favrskov Forsyning har tidligere implementeret genbrugskonceptet GI’ og TA’ i Hadsten som et forsøg. Her kunne brugere aflevere ting, de mente stadigvæk var brugbare, som andre så kunne have glæde af.
- Vi har prøvet denne løsning som et forsøg i Hadsten, og det har folk været rigtig glade for, så nu kommer vi også til at bruge det i Hammel, siger Lone Bejder.
Hun fortæller, at kommunen også ifølge lovgivningen på området er forpligtet til at lave et koncept som dette på nye genbrugspladser.
Den gamle genbrugsplads vil holde lukket den 26-28 juli, da containere og andet bliver flyttet fra den gamle til den nye.