Fyrværkerityve hærgede by: Nu øges sikkerheden
Tyve har været på spil flere gange og brudt containere op til stor irritation for ejerne.
Ubudne gæster har givet fyrværkerisælgerne i Hadsten nok om ørerne. For inden for blot et par dage har to steder oplevet flere tyverier.
To gange er Michael Sørensen og Maki Hadziantoniou mødt ind til en container, der er brudt op og en masse fyrværkeri, der har været væk.
Udover de to indbrud har der yderligere været forsøg på tre. Derfor har de to fyrværkerisælgere haft mere end almindelig travlt med at få sikret sig mod yderligere indbrud.
- Det er ikke særlig sjovt, det er lidt trættende, siger Maki Hadziantoniou, der har solgt fyrværkeri i over ti år.
I alt har de fået stjålet fyrværkeri for over en kvart million.
- Der bliver nok lidt forklaring til forsikringsselskabet, men vi håber på, at det lykkes, siger Maki Hadziantoniou.
De to indbrud i Hadsten er ikke enestående, i den anden ende af byen sælger Mikkel Slumstrup og Marcus Palm til. De har også været udsat for indbrud.
- Vi synes, det er irriterende og en stor skuffelse, at vi skal starte salget sådan her ud, siger Mikkel Slumstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Målrettet tyve
Tyverierne ser ud til at være målrettet, for det er nogle bestemte ting, som tyvene går efter.
- De har stjålet vores børnesortiment, man kan sige, at hvis det er knægte på en 17-18-19 år, der har stjålet det her, så har de nok ikke stjålet det, som man ville gå efter, hvis man selv skulle fyre fyrværkeriet af, siger Maki Hadziantoniou.
Derfor tror Maki Hadziantoniou heller ikke, at de stjålne varer er noget, som tyverne har tænkt sig at fyre af selv, når det bliver nytårsaften.
Mere sikkerhed
De mange indbrud og indbrudsforsøg har fået fyrværkerisælgerne til at højne sikkerheden på pladsen, så det bliver vanskeligere for ubudne gæster at komme ind i containerne.
- Vi gør en del i overvågning, det lokale taxaselskab kører forbi jævnligt og min kollega sov her i nat og politiet kører her også jævnligt, siger Maki Hadziantoniou.
De mange indbrud har ikke slået fyrværkerisælgere ud. De håber på, at den øgede sikkerhed vil stoppe indbruddene.
- Vi kommer igen næste år og er stærkere end i år, og så håber vi på, at det ikke skal starte sådan her næste år, siger Mikkel Slumstrup.
Har du selv købt fyrværkeri, så husk at få skudt det hele af nytårsaften. Det er nemlig kun lovligt at fyre nytårskrudt af mellem d. 27. december og frem til og med 1. januar.