Homoseksuel præst: Det er ok at nægte to mænd at blive gift
Der hersker mange fordomme om præster. For de særligt hellige personer må da ikke bande, ønsker ikke at vie homoseksuelle og tror slet ikke på Gud.
Ding-dong, ding-dong.
Mens de faste kirkegængere troligt møder op på bænkerækkerne hver søndag, besøger mange af os måske mest kirken i forbindelse med jul eller ved de store overgange i livet.
Men én som helt sikkert tropper op i kirken søndag efter søndag er præsten.
Og hvordan er det egentligt med de præster der - bander de aldrig? Behøver de overhovedet at tro på gud? Og nægter de at vie homoseksuelle?
Det er nogle af de spørgsmål, vi har stillet præsten fra Voldum.
René Høeg er sognepræst i Voldum. Han arbejdede tidligere som steward for SAS, men for 20 år siden besluttede han sig for at bytte livet over skyerne ud med fortællingen om, hvad der er mellem himmel og jord.
Fordom 1: Præster bander aldrig
Bandeord er ikke ord, man sådan lige tænker vil forlade en præsts mund. Men bander præster virkelig aldrig?
- Det gør jeg altså, siger René Høeg.
- Jeg er ligesom alle andre mennesker en del af det her samfund og deler samme kultur og sprog. 'Sgu' og 'fanden' smutter afsted en gang i mellem, ligesom hos alle andre, men jeg lægger ikke noget djævelsk i det.
Han forklarer dog, at han sjældent ville sige bandeord fra prædikestolen.
- Kun hvis jeg citerede nogen, der havde bandet. Der er et eller andet med, at det ikke hører til i kirken, siger han.
Fordom 2: Præster vil ikke vie homoseksuelle
Så er der det med vielserne. For en fordom om præster er, at de simpelthen nægter at vie homoseksuelle par.
- Det er en af de fordomme, som lever længere end sandheden, svarer præsten fra Voldum, der i øvrigt selv er homoseksuel.
- Jeg vier gerne mennesker af samme køn, og det gør langt størstedelen af mine kollegaer også.
Han understreger dog, at der er nogle præster i den danske folkekirke, som ikke vil vie homoseksuelle par.
Men at andre præster ikke vil ægte to personer af samme køn er ikke noget, der kan få René Høeg op i det røde felt.
- Dem er der også plads til i Folkekirken. Det er jo en pointe, at der er plads til alle også dem, man er uenig med, siger han.
Fordom 3: Som præst behøver du ikke at tro på Gud
Selvom præsterne hver eneste søndag står og prædiker over biblen og dens budskaber, skal de vel ikke nødvendigvis tro på Gud. Eller skal de? En fordom om præster lyder, at de egentligt ikke behøver at tro på Herrens ord.
- Som præst skriver man under på præsteløftet og bekender sig til den kristne tro, så uden det vil det nok være ret meget op ad bakke, siger René Høeg og fortsætter:
- Når det er sagt, så tvivler jeg også. Og det er jo en af pointerne i, at præster fra folkekirker er helt almindelige mennesker med helt almindelige familier.
Og når tvivlen melder sin ankomst, er der en løsning, mener præsten.
- Midlet er så igen at vende tilbage til biblen og salmerne, for det er den bedste historie, jeg kender. Og den vil jeg gerne leve i lyset af.
Kort om præstefaget
I gamle dage var præsten en yderst magtfuld person. Det var sognepræsten, der døbte, konfirmerede, viede og begravede almuen.
Især i forbindelse med konfirmationen havde præsten en magtfuld rolle, for hvis ikke præsten syntes, at en person var dygtig nok til at blive konfirmeret, fik personen ikke del i en række borgerlige rettigheder – såsom retten til at blive gift, være fadder eller vidne i retten.
Det var også præsten, der havde ansvaret for det lokale skolevæsen. Præsten havde også en rolle i sundhedsvæsenet, hvor han blandt andet vaccinerede folk mod kopper.
