Ny Randers FC-nedtur: Fik klø i Odense
Randers FC fik en miserabel start på foråret.
Randrusianerne tabte mandag aften 0-3 til OB, og holdet har nu tabt fem kampe på stribe i Alka Superligaen.
Joan Simun Edmundsson scorede en enkelt gang, mens udskældte Rasmus Jönsson blev dobbelt målscorer for fynboerne. Alle tre mål var af en kaliber, der sjældent ses i Superligaen.
OB havde det svært i efteråret, men virkede som forvandlet mod Randers.
Fynboernes spil var flydende, og især offensivt var der både energi og ideer til at åbne Randers' forsvar.
Med sejren tager OB et mentalt vigtigt skridt væk fra sidstepladsen i Superligaen. Fynboerne er nu nummer 13 med tre point ned til Viborg.
Kampen åbnede meget lige, og Randers FC kom frem til flere chancer, blandt andre ved Kasper Fisker.
OB foran på flot langskud
Efter 24 minutter var det dog OB som bragte sig foran på et flot langskud af Joan Simun Edmundsson. Færingen var rykket frem som angriber fra sin plads på venstrekanten, og den opgave løste han flot opgøret igennem.
Resten af første halvleg havde både OB og Randers flere løse muligheder, men fynboerne var klart farligst.
Især i Randers' forsvar var der problemer mellem de to midterforsvarere og målmand Hannes Halldorsson.
Randers kom stærkest ud
Efter pausen kom gæsterne stærkest ud, men efter et hjørnespark til Randers fik OB mulighed for et kontraangreb, hvor Rasmus Jönsson scorede efter en flot dribletur.
Igen virkede Randers-forsvaret til at være på hælene i situationen.
Små 20 minutter senere var Jönsson igen skarp. Han blev sat flot i scene af Mikkel Desler og kunne trække ind i banen og skrue bolden over i fjerneste målhjørne.
Kasper Fisker var den eneste af gæsternes spillere, som rigtigt truede OB's målmand Sten Grytebust. Med endnu en målløs kamp, nåede kronjyderne op på fire Superliga-kampe på stribe uden scoringer.
OB-Randers FC 3-0 (1-0)
1-0 Joan Simun Edmundsson (24. minut)
2-0 Rasmus Jönsson (59. minut)
3-0 Rasmus Jönsson (76. minut)
Tilskuere: 3.452