Randers-profil: Top-6 kræver anden indstilling
Randers FC's Kasper Fisker er klar over, at det kræver en anden indstilling, hvis en plads i top-6 skal sikres
Efteråret sluttede for Randers FC's vedkommende med fire nederlag på stribe i Alka Superligaen.
Den stime blev forlænget i forårspremieren, hvor kronjyderne ude tabte 0-3 til OB.
De fem nederlag på stribe har sat sine spor i Randers-truppen, der efterhånden kan se en sikker top-6-placering være i fare, inden Superligaen om fire spillerunder deles op.
- Vi er stadig i top-6, så vi har stadig en tro på, at vi også slutter i top-6. Men det kræver hårdt arbejde, og det kræver en anden indstilling. Det kræver, at alle på holdet ved, hvad vi gerne vil, siger midtbaneprofilen Kasper Fisker.
- Jeg tror lige, at vi skal hjem og finde ud af, hvad det er, vi står for, og hvad vi gerne vil med holdet. Vi er egentlig enige om det, når vi snakker om det, men vi viser det ikke på banen i øjeblikket.
Fynboer fik for meget plads
OB's tre mål var i den flotte ende af skalaen, men hos Randers er Kasper Fisker træt af, at fynboerne fik for meget plads.
- Alt gik galt. Vi fik en okay start på kampen, men så scorede de et godt mål. Derfra fik vi ikke rigtig greb om første halvleg igen, siger Fisker.
- Vi startede egentlig godt igen i anden halvleg, men efter 0-2 spillede vi børnefodbold. Vi var ikke farlige nok, vi var ikke ivrige nok efter at score. Vi turde ikke tage fat i bolden og skabe det, der skulle skabes. Det gælder også mig selv.
- Vi lavede børnefejl i alle kæder og var slet ikke kyniske nok. Der var mange fejl, og bliver vi ved med at lave dem, kommer vi ikke i top-6.
Læs også:
Træner Olafur Kristjansson savnede meget i sine spilleres indsats i opgøret.
- Det her var én kamp af fem. Det mest tankevækkende for os var, at de fundamentale ting - det vil sige indstillingen, ærgerrigheden, sulten og det at komme ind i kampen - manglede vi, siger Kristjansson.
- Færdighederne kommer ikke til udtryk, hvis ikke vi har det fundamentale på plads, og det havde vi ikke mod OB. Vi er nødt til at hanke op i os selv.
Hvorfor tror du, det fundamentale efter en lang opstart mangler?
- Det kan da godt være, vi har gjort noget galt i forberedelserne. Men det er vigtigt, at hver enkelt spiller kigger indad på egen præstation.
- Det gør vi også i trænerteamet, og så må vi se, om vi kan finde melodien igen, siger træneren.
Randers har på femtepladsen tre point ned til AaB, der ligger nummer syv.