Beboere i ghetto-område marcherer imod nedrivninger

En fodboldkamp lægger rammerne for en march, hvor beboerne i ghettoen Sundparken demonstrerer mod potentielle bolignedrivninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Se her, hvordan det så ud, da Sundparken marcherede til lokalt opgør.

- Sundparken og AC Horsens vil ikke rykkes ned!

Sådan lyder sloganet hos borgerne i Sundparken, hvor man er havnet på den famøse ghettoliste. Det kan i yderste konsekvens betyde, at boliger i området bliver rykket ned.

Men det vil områdets borgere ikke finde sig i. Derfor marcherede de 400 mand mandag aften i samlet flok mod CASA Arena, hvor AC Horsens spillede hjemmekamp.

- Jeg har boet i Sundparken i 30 år. Det er mit hjertebarn, og jeg er stor modstander af, at man ud fra nogle små nøgletal kan sige, at det er en ghetto. Det mærker vi jo ikke selv, og vi vil kæmpe til sidste tand for, at der ikke bliver revet noget som helst ned, siger Egon Sørensen, Sundparken, til TV2 ØSTJYLLAND.

Marcherer imod nedrykninger - og rivninger

Dagens march skal gøre opmærksom på, at både Sundparken og AC Horsens står sammen imod truslen om nedrivninger.

Og det store fremmøde imponerer formand for boligforeningen Odinsgården i Sundparken, Niels Rasmussen.

- Det er fantastisk dejligt, at så mange er mødt op. Det er så vildt og flot, og jeg vil gerne rose alle, fordi de bakker om det her arrangement, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi kæmper jo både for at få lov at beholde hele Sundparken og at AC Horsens forbliver i Superligaen. Hverken Sundparken eller AC Horsens skal rykkes ned.

Medhjælperne i Sundparkhallen, som var med til at arrangere dagens march, håbede på forhånd, at 400 borgere ville støtte op om budskabet. Og den forventning indfriede Sundparkens beboere. Alle 400 huer og halstørklæder blev nemlig revet væk.

- Det er fedt, at der kommer så mange. Vi uddeler gratis billetter, huer og handsker, så alle parkens beboere kan komme med ud og støtte AC Horsens. Det her viser bare, at der er rigtig god opbakning, siger Vinuja Vignarajah, medhjælper i Sundparkhallen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Fællesskab og gode rammer igennem sport

Hvis der er noget, der kan samle folk, så er det sport.

Igennem det lokale fodboldhold, AC Horsens, forsøger indbyggerne at skabe fællesskaber og gode rammer for de unge, så de kan blive ledt uden om kriminalitet.

Kenny Pham er med til dagens march, og en af de unge, der i forbindelse med samarbejdet, har fået et fritidsjob i fodboldklubben.

- Vi er vokset op med, at der er meget ballade, og vi har også selv lavet noget. Men nu har jeg fået et fritidsjob, og det gør, at jeg har noget at give mig til i min hverdag, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

På søndag afholder man et lignende arrangement, hvor der igen er hjemmekamp på CASA Arena i Horsens.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her