Brite var alkoholpåvirket under dødeligt skibsforlis - nu udleveres han til Danmark
Brite er sigtet for uagtsomt manddrab og grov uagtsomhed i sejladsen, fordi han var alkoholpåvirket.
Det britiske besætningsmedlem, der var om bord på fragtskibet, som kolliderede med det danske skib "Karin Høj" fra Horsens, kan nu udleveres til Danmark.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Briten, der er født i 1991, befandt sig på skibet "Scot Carrier", der 13. december ramte "Karin Høj" mellem Bornholm og den svenske by Ystad.
En dansk mand mistede livet, mens en anden fortsat savnes.
Kan ikke ankes
Grunden til, at briten nu kan udleveres, er, at landsretten i Sverige har afvist hans anke om varetægtsfængsling. Han er både varetægtsfængslet af Sverige og in absentia i Danmark - altså uden at være til stede. Det blev han ved Københavns Byret 17. december.
Danmark ønsker ham udleveret, hvilket byretten i Ystad allerede har givet grønt lys til, men da manden ankede sin varetægtsfængsling på svensk side, skulle landsretten tage stilling til spørgsmålet.
Landsretten har nu også godkendt en udlevering, da kravene anses for opfyldt, skriver TT.
Landsrettens afgørelse kan ikke ankes, men det kan afgørelsen om, at briten fortsat skal sidde fængslet, mens han afventer sin udlevering.
Var påvirket af alkohol
Det britiske besætningsmedlem havde en promille på 0,5, da han befandt sig på båden, viste afgørelsen fra Københavns Byret.
Han er sigtet for uagtsomt manddrab og grov uagtsomhed i sejladsen.
Også en kroatisk mand er mistænkt for spritsejlads.
I forbindelse med kollisionen oplyste også rederiet Scotline Marine Holdings, der ejer "Scot Carrier", at mændene var alkoholpåvirket.
- I overensstemmelse med procedurerne er alle besætningsmedlemmer på "Scot Carrier" blevet testet for alkohol og stoffer. To medlemmer af besætningen havde en højere promille end tilladt, skrev Scotline på sin hjemmeside.
Den britiske mand havde ifølge den svenske anklager Tomas Olvmyr vagten på det engelske fartøj, da ulykken skete. Det fortalte anklageren til SVT 14. december.
Når man bliver varetægtsfængslet in absentia, og man befinder sig i udlandet, bliver der ikke fastsat nogen frist for fængslingen.
Man skal dog fremstilles for en dommer inden for 24 timer, efter man er blevet bragt til landet.