Første gang nogensinde: Indsatte med i almindelig turnering
Indsatte i Enner Mark Fængsel er for første gang med i en fodboldturnering under Dansk Boldspil-Union mod hold uden for fængslet.
I en kælder lige uden for fængslet bliver de røde metalskabe normalt brugt til omklædning for fængselsbetjentene i Enner Mark ved Horsens.
Denne mandag aften er spillerne fra Hårby IK 81 i gang med at klæde om. De skal ind i fængslet for at spille en fodboldkamp mod de indsatte.
- Det er lidt nervepirrende. Hvordan er det lige, og hvem skal vi møde, siger Martin Riis fra Hårby IK.
De spiller med i en syvmandsfodboldrække under DBU. Denne mandag skal de møde de indsatte i Enner Mark, som altid kun spiller på hjemmebane.
Det er ikke sådan, at I er nervøse for noget?
- Nej, jeg tror vi er i rimelig sikre omgivelser, siger Daniel Duval Preus fra Hårby IK.
Det lukkede fængsel Enner Mark har i flere år haft et fodboldhold med de indsatte, som har spillet i en firmafodboldrække i Horsens.
For første gang er de med i en turnering under DBU.
- Hvis vi kan bringe fodbolden ind og gøre gavn for dem, som er i en sårbar og svær situation, så gør vi gerne det, siger formand for DBU Jylland region 3, Claus Warming.
- Man føler sig mere fri og normal
Imens spillerne fra Hårby IK for første gang skal i fængsel, så er det hverdag for spillerne på hjemmeholdet.
En af dem er Laurits, som afsoner en straf på 10 års fængsel for narkokriminalitet. Han ønsker ikke sit efternavn frem.
- Jeg har siddet i 2 år og otte måneder, så jeg har fire år tilbage til min prøveløsladelse, siger han.
Hvis der var lidt nervøsitet hos modstanderholdet inden kampen i fængslet, så har det ikke indflydelse på spillet på banen. De kommer hurtigt foran 3-0.
Men hjemmeholdet giver ikke så let op.
Den ugentlige fodboldkamp betyder alverden for Laurits og de andre indsatte.
- Det gør en kæmpe forskel. Vi føler os som et normalt fodboldhold, der tager ud til kamp – vi har godt nok hjemmebanefordel hver gang, det er en af betingelserne. Og det er fedt, der er så mange hold, der gider komme herind, og også at DBU har taget os med i turneringen, det er blæret, siger Laurits.
Der er 250 indsatte i Enner Mark, men det er kun 50 af dem, som har mulighed for at deltage i fodboldkampene.
De sidder på en helt særlig stoffri afdeling.
- Vi har skrevet under på kontrakter, ingen stoffer eller alkohol på afdelingen. Ikke alt muligt ballade. Det er normale mennesker, som gerne vil have en stille og rolig afsoning. I stedet for alt mulig spektakel hele tiden. Vi har en masse ansvar på vores egne skuldre.
- Det er den bedste måde, vi kan blive rystet sammen på. Hvor vi kan holde en hvis form for normal dagligdag. Så vi ikke er dyr i bur, siger Laurits.
Kun et rødt kort - til udeholdet
De indsatte på afdelingen handler selv, vasker tøj, gør rent og har fritidsaktiviteter. De er også under uddannelse eller arbejder i fængslet.
En vigtig del for at gøre de indsatte klar til en dag at komme ud igen.
- Fodbold har det med at bringe mennesker tættere på hinanden. Man er fokuseret på at lave en holdindsats og være fælles om det fælles tredje. Det er en rigtig god tilgang til at arbejde med normalisering. Der har været folk inde og spille på Enner Mark i 10 år, og vi har aldrig fået et rødt kort, siger institutionschef hos Enner Mark Fængsel, Brian Hedensted.
Det er også folk, der har en straf for noget, de har gjort, skal de ikke også have en ordentlig straf og ikke en masse goder?
- Straffen her består af frihedsberøvelsen, og den er udført. Og mens de er her, skal vi få det meste og bedste ud af den tid, de er her – for det er nogle, som igen skal ud at være din og min nabo efter endt afsoning, siger Brian Hedensted.
Kampen bølger frem og tilbage
Selvom Hårby IK kom foran 3-0, så kan de ikke stå distancen i hele kampen. De indsatte giver ikke op og får kæmpet sig tilbage og vinder til sidst 7-5.
- Vi taber, men det var superhyggeligt og en god kamp. Intens, siger Daniel Duvald Preus fra Hårby IK.
Der er måske nogen, som tænker, hvorfor skal de have lov til at spille fodbold. Hvad tænker du om det?
- Selvfølgelig skal de det. Hvorfor skulle de ikke? Det er det eneste, der er at sige til det. Der er selvfølgelig en masse fordomme fra folk. Det er fuldstændig almindelige mennesker ligesom os andre og nogle dygtige fodboldspillere, siger Daniel Duvald Preus.