Ny meningsmåling: Folk er splittede – Er det en god eller dårlig idé med vækst?

Silkeborg Kommune har et mål om at vokse til 105.000 indbyggere inden 2030. Et lille flertal af borgerne i Silkeborg Kommune mener, at det er en dårlig idé, viser ny meningsmåling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Silkeborg Kommune er de seneste år lykkedes med at tiltrække mange tilflyttere. Planen er at væksten skal fortsætte. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Politikerne i Silkeborg Kommune vil have mere vækst, men den vision er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med vælgernes.

En meningsmåling, som Jysk Analyse har lavet for Midtjyllands Avis, TV2 ØSTJYLLAND og TV MIDTVEST, viser, at borgerne i kommunen er splittede, når det kommer til spørgsmålet om mere vækst i kommunen eller ej.

Ifølge meningsmålingen har 42 procent svaret, at det er en dårlig idé, at Silkeborg Kommune går benhårdt efter at vokse til 105.000 indbyggere i 2030. Samtidig mener 39 procent, at det er en god idé. Knap hver femte har svaret ’ved ikke’. I dag er der cirka 95.000 indbyggere i kommunen.

Om meningsmålingen

Undersøgelsen er foretaget af Jysk Analyse den 6. – 10. oktober 2021 som telefoninterviews med et repræsentativt udsnit på 1040 borgere i Silkeborg Kommune.

-  Resultatet kommer ikke så meget bag på mig. Der er selvfølgelig nogle, der synes det går for hurtigt og andre for langsomt. Jeg mener, at målet om 105.000 er en moderat vækst, siger borgmester, Steen Vindum (V), til TV2 ØSTJYLLAND.

- Hvis man har den holdning, at vi er rigeligt med borgere i kommunen, så skal man være klar over, at det har en konsekvens. De nye borgere har været med til at finansiere det velfærdsløft, vi har lavet de seneste år.

Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Silkeborg Kommune, Helle Gade, mener også, at kommunen skal fortsætte sin vækst - men uden at man går på kompromis med velfærden.

- 105.000 i 2030 skal ikke være ambitionen i sig selv. Der er ingen tvivl om er, at vi skal vækste, men vi skal gøre det sundt og afbalanceret. Vi er nødt til at sikre, at når folk flytter til vores dejlige kommune, så skal den borgernære velfærd følge med, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Ældre og unge uenige

I meningsmålingen fremgår det, at flest kvinder (46 procent) synes det er en dårlig idé at vækste til et indbyggertal på 105.000 i kommunen - 32 procent af kvinderne synes, det er en god idé. Samtidig mener flest mænd, at det er en god idé (46 procent), hvor 38 procent synes, det er en dårlig idé.

Der er også en splittelse mellem den yngre og ældre del af befolkning i kommunen. Flest unge synes, det er en god idé, hvor borgere over 50 år hælder mest mod, at det er en dårlig idé.

TV2 ØSTJYLLAND har tidligere kunnet fortælle om flere tilfælde, hvor kommunen er blevet overhalet af en befolkningstilvækst i nogle områder, så byrådspolitikerne har været nødsaget til at finde alternative løsninger i forhold til at skaffe institutionspladser nok.

- Der ligger jeg mig fladt ned som en del af byrådet. Der har vi ikke været gode nok. Vi har en forpligtelse, når vi planlægger vækst om at kigge på det borgernære – daginstitutioner, skoler og så videre - om der er tilstrækkelig kapacitet i forhold til det pres, der kommer. Vi skal hele tiden være på forkant fremover, siger Helle Gade.

Også borgmester, Steen Vindum, erkender, at de har været for langsomme tidligere.

- Vi bør ikke blive overrasket over, at når der kommer tilflyttere, så skal vi følge med. Vi har været for langsomme før, men vi er kommet efter det.

Samtidig pointerer begge borgmesterkandidater, at målet ikke er at få 10.000 tilflyttere til Silkeborg by, men i stedet til kommunens oplandsbyer.

- Vi skal se, om vi geografisk kan udbrede tilvæksten til Silkeborg Kommune. Der er fantastisk natur og lokalsamfund i hele vores kommune – og det skal vi understøtte. Det er her, vi skal tiltrække nye borgere, samtidig med at vi sørger for, at velfærden selvfølgelig følger med her, siger Helle Gade.

- Men det er vigtigt, at vi fortsat vækster i kommunen. Det er der behov for, for det gør, at vi er en attraktiv kommune, som har råd til velfærden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her