Politiker vil bruge halv million på at male striber blå
Enhedslisten foreslår at bruge en halv million kroner på at male cykelstriberne i farlige højresving blå. Partiet ved dog ikke, om det virker. Eller hvad det koster. Eller hvor mange kryds det drejer sig om.
Der skal i de kommende uger vedtages kommunale budgetter landet over. Og derfor bugner det med forslag om, hvad der skal bruges penge på og hvorfor. Således også i Aarhus.
Her foreslår Enhedslisten at male samtlige kryds ved Ringvejen og Ringgaden blå. Det vil man gøre for at forebygge højresvingsulykker.
Der er bare ét problem med den idé:
- Det kan faktisk have den modsatte effekt. I rundkørsler har vi fx set flere ulykker de steder, hvor der har været blå cykelbane, lyder det fra Vejdirektoratets chef for trafiksikkerhed Marianne Foldberg Steffensen:
- Vi ved af bitter erfaring, at der sker flere ulykker i de rundkørsler, hvor der er en blå bane rundt. Og derfor er det ikke givet, at blå cykelstriber er en god idé, forklarer hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Stiller af forslaget er Enhedslistens Viggo Jonasen.
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt ham, hvorfra han ved, at blå cykelstriber forebygger højresvingsulykker:
- Det er en fordom, som bygger på et ræsonnement. Det er ikke noget, jeg som sådan kan underbygge. Det er en fornemmelse, jeg har.
Hvad bygger du den fornemmelse på?
- Jeg er selv en kyndig bilist, der er opmærksom på andre trafikanter. Vi har desuden brugt blå striber i kommunen en del år, siger Viggo Jonasen til TV2 ØSTJYLLAND.
Vejdirektoratet siger, at det faktisk kan være farligere at cykle steder med blå markering. Hvad siger du til det?
- Jamen, jeg kan ikke afvise, at det er korrekt. Det, jeg har fokuseret på i mit ræsonnement, er bilisterne. Det er jo dem, der skal holde tilbage, siger Viggo Jonasen.
500.000 er et slag på tasken
Har Enhedslisten et overblik over, hvor mange kryds i Aarhus, som I vil have farvet blå?
- Det har jeg sgu ikke tal på, siger Viggo Jonasen.
Hvordan er du eller Enhedslisten kommet frem til, at det her koster 500.000 kroner at få gjort?
- Det er et slag på tasken, siger han.
Læs også:
Har du et slag på tasken over, hvor mange vejkryds I vil have malet?
- Når jeg siger sådan noget, så tænker jeg i billeder. Jeg har ikke talt det sammen – det kunne jeg selvfølgelig sagtens gøre, men jeg har ikke gjort det, fortæller han.
Er det mange kryds, det drejer sig om?
- Der er da en del, afslutter Viggo Jonasen.
Der er i det hele taget rigtig mange forslag til, hvad Aarhus Kommune skal bruge penge på i det kommende år.
Hvis du har lyst, kan du se de forskellige partiers budgetforslag her.