Her er nogle af valgkampens opsigtsvækkende historier
Afsat formand, Hitler på annoncen og erstatning for en brækket arm. Få overblik over valgkampens vilde historier
Valgkampen op mod kommunalvalget 21. november har budt på flere opsigtsvækkende historier.
Ritzau har samlet en oversigt over historierne, og her er et par østjyske med på listen. Det drejer sig om sagen om Per Zeidler fra Syddjurs Kommune og om den uheldige navne-fejl i Ry Ugeavis.
Herunder kan du se listen med nogle af de opsigtsvækkende historier, der har fyldt meget i medierne den seneste tid i forbindelse med valgkampen.
Radikal kandidat blev kaldt Hitlers
Den radikale kandidat Katja Hillers fra Skanderborg Kommune blev ved en fejl kaldt Katja Hitlers i en valgannonce i Ry Ugeavis.
Fejlen lå hos avisen, og selv om Hillers var "træt af den", trak hun også lidt på smilebåndet af den, fordi hun "står for det direkte modsatte" af den tyske diktator, udtalte hun til TV2.
Per Zeidler
Byrådsmedlem i Syddjurs Kommune og formand for familieudvalget, Per Zeidler fra Social Liberal Borgerliste, er ifølge Ritzaus oplysninger sigtet for rufferi i forbindelse med sexorgier i et tidligere forsamlingshus i Vejle.
Et af orgierne fandt angiveligt sted samtidig med et byrådsmøde. Zeidler er efterfølgende blevet afsat som udvalgsformand og har sygemeldt sig fra byrådsarbejdet og trukket sit kandidatur.
Millionerstatning for brækket arm
Byrådskandidat for Det Sorte Register i Haderslev Ole Eli Christiansen brækkede armen under en vælgerdebat, fordi han faldt ned fra scenen.
Han rejste efterfølgende erstatningskrav på en million kroner til Haderslev Ungdomsråd og Haderslev Idrætscenter.
Kaldte partifæller for uægte
DF'eren Per Hauge, der stillede op til kommunalvalget i Solrød, blev ekskluderet fra partiet med omgående virkning for illoyalitet. Årsagen var følgende tekst på hans valgplakat:
- Hvorfor bruge din stemme på den uægte vare = nummer et og to på DF's liste, når du med byrådsmedlem Per Hauge - nummer tre på listen kan få den ægte lokalpolitiker?
Kandidat bifaldt sterilisation af flygtninge
Nye Borgerlige ekskluderede partiets spidskandidat i Frederikssund, Morten Johan Lintrup, efter han har bifaldet sterilisation af muslimske rohingya-flygtninge i Bangladesh.
Hans navn står dog stadig på listen, da den ikke kan laves om, og han opfordrer derfor folk til at stemme ham ind som uafhængigt medlem af kommunalbestyrelsen.
Opfordrede til etnisk udrensning
Kandidat for Nye Borgerlige i Esbjerg Johnny Boalth Lambertsen har trukket sit kandidatur og meldt sig ud af partiet efter afsløringer af, at han gentagne gange har fremsat voldelige ytringer på sociale medier.
Han har blandt andet opfordret til etnisk udrensning og skrevet "skyd dem ned og lad dem ligge" om to personer, der skulle have slået en buschauffør.
Annoncebommert udløste panik
Ugeavisen Esbjerg udkom med et annonceomslag på fire sider med alle Venstres kandidater. Ved en fejl stod der i en tekst, at annonceomslaget var købt og betalt af Esbjerg Kommune.
Det er ikke alene ulovligt, det var også forkert, og det har Venstre i Esbjerg siden haft travlt med at understrege alle steder.
Beskyldte FC Midtjylland for slavehandel
Henrik Kraglund, der er spidskandidat for Fælleslisten i Ikast-Brande, har på et valgmøde beskyldt FC Midtjylland for at drive sort slavehandel:
- Det er til at brække sig over, at FCM henter 14 år gamle drenge i Nigeria og tjekker, om de er dygtige nok. De giver dem godt nok lidt skolegang. Bliver de vraget, sendes de retur. Det er da sort slavehandel.
Han har fået en irettesættelse af partiet, der tager afstand fra udtalelsen, og han fortryder selv vendingen "sort slavehandel", men fastholder sin kritik.
Gratis bryllup på rådhuset
Både tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) og Venstres spidskandidat i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, har gratis holdt bryllupsreception på Københavns Rådhus.
Sagen var medvirkende årsag til, at Anna Mee Allerslev trak sig fra politik, selv om hun betalte de 65.000 kroner for lån af hallen. Cecilia Lonning-Skovgaard har også meddelt, at hun vil betale, når hun får en regning.
Kilder: JydskeVestkysten, Ritzau, Altinget, Adresseavisen Syddjurs, DR, TV2, Herning Folkeblad, Århus Stiftstidende, Sjællandske Medier, Ry Ugeavis, Ugeavisen Esbjerg.