Syddjurs: Du kan stadig sætte dit kryds ved Zeidler
Byrådsmedlem Per Zeidler har sygemeldt sig og trukket sig fra valgkampen. Men man kan alligevel stemme på den skandaleramte politiker
Det skandaleramte byrådsmedlem Per Zeidler har fredag sygemeldt sig fra byrådet i Syddjurs Kommune og har trukket sig fra valgkampen.
Men når borgerne i Syddjurs står i stemmeboksen den 21. november, så vil de stadig kunne sætte et kryds ved Per Zeidler fra Social Liberal Borgerliste.
- Kandidatlisterne er indleveret, og groft sagt så er stemmesedlerne på vej i trykken. Og det vil sige, at han kommer til at stå på stemmesedlen. Man kan stemme på ham, og han kan også blive valgt, hvis han får tilstrækkeligt mange stemmer, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.
Da Per Zeidler stillede op for Liberal Alliance ved kommunalvalget i 2013, fik han 434 personlige stemmer, og var den sjette mest populære politiker i Syddjurs Kommune. I kommunen kræver det 950 stemmer at opnå et mandat.
Hvis Per Zedler - på trods af dagens beslutning - alligevel skulle få et mandat og efterfølgende trækker sig fra det kommende byråd, så kan det altså blive helt afgørende for, hvem der kan hænge borgmesterkæden om halsen, vurderer kommunalforsker Roger Buch.
- Hvis han bliver tungen på vægtskålen, så bliver det afgørende mandat, så vil det være sådan, at når han træder ud af kommunalbestyrelsen, så er der et af de andre partier, der får et ekstra mandat. Dem, der var tættest på at få et mandat, de får et mandat. Og det kan sådan set blive afgørende for balancen og hvem, der bliver borgmester, alt efter hvordan mandaterne falder.
Deltog i sex-arrangementer – ikke byrådsmøder
Per Zeidler har trukket sig, efter det onsdag kom frem, at han angiveligt har bragt to unge kvinder til og fra såkaldte gangbang-arrangementer på to forskellige datoer – hvoraf han på den ene skulle have været til stede ved et byrådsmøde.
Flere politikere pressede torsdag på, for at få Per Zeidler til at træde tilbage. Borgmester i Syddjurs Kommune Claus Wistoft (V) meldte ud i kølvandet på Århus Stiftstidendes afsløringer onsdag, at han opfordrede Per Zeidler til at trække sig.
- Min håndtering af den her situation har intet med valgdatoen at gøre. Jeg ville have håndteret det på nøjagtig samme måde, om der så var fire år til et valg, siger Claus Wistoft til TV2 ØSTJYLLAND.