Letbane-åbning blev udskudt: Forklaringen lader vente på sig
Først om otte måneder vil transportminister Ole Birk Olesen (LA) og andre interesserede få at vide, hvorfor åbningen af Aarhus Letbane blev flere måneder forsinket
Mange måtte vente længe på Aarhus Letbane, og nu må mange vente længe på Transportministeriets evaluering af det udskældte bygge- og åbningsforløb.
Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard (S) havde ellers set frem til at læse evalueringen.
- Jeg synes, otte måneder er lang tid, men det vigtigste er, at vi får tingene undersøgt grundigt. Jeg forventer, at evalueringen kommer til at pege på de steder, det gik galt. Både i forhold til de interne arbejdsgange, og kommunikationen – både hos Aarhus Letbane, i Trafikstyrelsen og Transportministeriet, siger Jacob Bundsgaard, der forventer svar på, hvorfor tingene blev så tilspidsede, og hvorfor der gik så lang tid, inden man kunne få en endelig afgørelse på, hvornår man kunne komme ud og at køre med togene.
For to måneder siden udtalte transportministeren, at han bad om en evaluering af forløbet op til den udskudte åbning af Aarhus Letbane.
- Det er klart, at hele forløbet om godkendelsen af Aarhus Letbane har været meget utilfredsstillende. Jeg vil derfor tage initiativ til, at vi får en evaluering af forløbet, så vi får belyst, hvad årsagerne har været til, at Aarhus Letbane ikke har kunnet levere et materiale, der har kunnet godkendes, og hvordan vi kan undgå at opleve noget lignende en anden gang, sagde Ole Birk Olesen midt i december.
'Kaotisk og utilfredsstillende forløb'
To måneder senere er der altså ikke udsigt til, at evalueringen er på trapperne – faktisk langt fra.
- Det vigtigste er stadig, at få det undersøgt grundigt. Men vi har også brug for at få sat fart på ibrugtagningen af både strækningen til Odder og Grenaa. Der er mange rigtig mange østjyder, der går og venter på, at de to strækninger bliver færdige. Så man kan bruge det som det, det er: et effektivt transportsystem, som kan få folk til og fra arbejde eller deres andre gøremål, siger Jacob Bundsgaard.
Hvem skal lave evalueringen?
Det er endnu ikke afklaret, hvem der skal se nærmere på forløbet, der altså resulterede i, at letbanen dagen inden måtte aflyse den stort anlagte åbningsfest den 23. september 2017.
- Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er på nuværende tidspunkt i dialog med udvalgte, eksterne bydere om evalueringsopgaven af forløbet med sikkerhedsgodkendelsen af Aarhus Letbane. Det er derfor endnu ikke afklaret, hvem evalueringen udføres af, skriver pressechef i Transportministeriet, Mia Josiassen til TV2 ØSTJYLLAND.
Transportministeriet oplyser desuden, at det er ministeriets forventning, at en endelig afrapportering af evalueringen vil kunne foreligge primo oktober 2018.
- Det har både været et kaotisk og utilfredsstillende forløb. Derfor er vi selvfølgelig nødt til at få undersøgt det til bunds, og jeg hæfter mig ved, at man nu henter nogle eksterne parter ind, der kan være med til at belyse, hvad der gik galt i det her forløb, så man kan lære af det, siger Jacob Bundsgaard.
Aarhus Letbane begyndte som bekendt i december at køre på 1. etape, som går fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Det er endnu uvist, hvornår næste del, fra Odder til Grenaa, kan åbne op for passagererne.
FAKTA OM AARHUS LETBANE
- Letbanen har en samlet strækning på 110 kilometer. Den består af både gamle nærbanetogskinner og 12 kilometer nybyggede skinner.
- Hvert tog har plads til mellem 216 og 256 passagerer alt efter togtype.
- Der er to forskellige togtyper, Variobahn og Tango, der har en topfart på henholdsvis 80 og 100 kilometer i timen.
- Første strækning af letbanen, der skulle have været indviet lørdag 23. september, går fra banegården i Aarhus til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- Første strækning har 12 stop.
- Letbanen består af i alt 49 stationer, hvoraf 19 perroner er nybygget.
- Letbanen får strøm fra vedvarende energikilder som vindkraft og er derfor CO2-neutral.