111 år med pakker, kærlighedsbreve og postkort: Posthus lukker

I 111 år har posthuset ligget ved stationen i Grenaa. Nu er posten rykket helt ud, og der skal nyt liv til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Et år efter indvielsen af Grenaa Posthus stillede overpostbude, overpostpakmester og flere til fotografi foran Grenaa Posthus, som arkitekten Hack Kampmann har tegnet. Foto: Grenaa Egnsarkiv

De sidste pakker bliver læsset bag i postbilerne i det centrale Grenaa i denne uge.

Et stykke kulturhistorie er forbi og ved at finde sin nye plads og betydning i historiebøgerne.

Postnord flytter fra mandag deres postomdeling på spidsen af Djursland fra Grenaa til Tirstrup.

- Alt er slut. Historien lukker i dag. jeg har været her i 28 år, så det er lidt hårdt at sige farvel, men sådan er det, siger postbud Steen Knudsen

I Grenaa har postvæsenet de seneste 111 år holdt til i en ikonisk bygning tegnet af stjernearkitekten Hack Kampmann, der også står bag Aarhus Teater, Marselisborg Slot og et hav af andre berømte bygninger i hele Danmark.

Fra på mandag er adressen et nedlagt autoværksted i Tirstrup.

Lidt trist? Måske, men flytningen giver god mening for Postnord, når de skal køre pakker ud til hele Djursland.

- Grenaa ligger på spidsen af Djursland, så du kan kun køre vestpå, hvis ikke du vil køre i havet. Så ved at placere et distributionscenter midt på Djursland, så kan vi køre alle veje rundt. Det er både økonomisk og miljømæssigt gavnligt, siger Peter Knudsen, distributionsleder ved Depot Djursland, Postnord.

Se de historiske billeder

Selve posthuset lukkede for ekspeditioner i 2009, men siden da har området stadig været fyldt med postbiler, der har kørt ud til store dele af Djursland.

Nu er det slut med postomdelingen fra den flotte gamle bygning.

Grenaa Jernbanestation (1876) og Posthuset (1909). Træet er sikkert plantet i 1909 og det blev fældet i 1980-erne. Billedet er taget et sted mellem 1915-1925. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Derfor har TV2 ØSTJYLLAND fået hjælp af Grenaa Egnsarkiv og hjemmesiden grenaaposthistorie.dk til at grave historiske billeder frem.

Hvad kostede et højmoderne posthus tegnet af en berømt arkitekt i 1909? 35.800 kroner ifølge grenaaposthistorie.dk. Det svarer til 2.352.000 kroner i dag.

Christian Thrane-Larsen var den første postmester i det nye Grenaa Posthus, og han havde bolig i bygningen. Han var postmester fra 1908 til 1926. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Indtil bygningen stod klar, holdt postvæsenet til i stationsbygningen fra 1876 lige ved siden af. Da mængden af post voksede, blev der behov for mere plads.

Mængden af almindelig post er stærkt dalende, så det er mest pakker, som Postnord har håndteret de seneste år ved Grenaa Posthus.

De mange breve er i den grad blevet erstattet af pakker de seneste år.

Det med pakker er nu ikke nyt. Dengang var det bare ikke postbilen, men pakkevognen der blev fyldt.

Postbud Carl Jensen med pakkevognen ved posthuset. Billedet er taget mellem 1920-1930. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Posthuset har været centrum for liv fra morgen til aften.

- Alt landpost kørte også ud herfra, og helt indtil 1970’erne blev der kørt post to gange ud i døgnet i selve Grenaa, siger Erik Sørensen, der står bag grenaaposthistorie.dk, og tilføjer:

- Hvis man sender et helt almindeligt brev i dag, så kommer posten jo kun en gang om ugen.

Han kender også til beretninger om landspostbudet, der gik op til 30 kilometer per dag.

Det virker noget mere behageligt at tage turen i bil, når man tænker på, hvor mange pakker der er med rundt nu til dags.

Billedet her er taget øst for Sønderbro og Jernbanebroen. Til venstre ses banedæmningen og posthuset. Ude til højre ses elektricitetsværket. Billedet er er fra 1930'erne. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Meget har ændret sig i Grenaa, siden posthuset stod færdigt i begyndelsen af 1900-tallet.

Der var 4.046 indbyggere i byen i 1911. Her 111 år senere bor der 14.437 mennesker og mange flere i Norddjurs Kommune.

Grenaa Postkontor fotograferet 14. september 1914. Foto: Grenaa Egnsarkiv

I daglig tale hedder det posthuset, men det oprindelige navn er Grenaa Post- og Telegrafbygning.

Senere blev det nødvendigt at udvide den oprindelige bygning for at få plads til alle de ansatte og postsorteringen.

Grenaa Posthus blev ombygget i 1989. Imens foregår al ekspedition i en  kæmpebus, som stod i posthusets gård. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Postnord har sat bygningen til salg. Der er ikke noget officielt om, hvad der præcis skal ske med den, men den er bevaringsværdig.

Men spørger man den lokalhistoriske postentusiast, Erik Sørensen, skal den komme offentligheden til gode.

- Min drøm er, at Norddjurs Kommune køber den og laver det om til et medborgerhus, hvor der kunne komme masser af foreningsliv med foredrag og mange andre arrangementer, siger han.

Sikkert er det, at hvis postbudet kommer forbi det nu gamle posthus i fremtiden, er det kun for at aflevere pakker. For posthus bliver det næppe igen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her