Kæmper med økonomien: Kan lukke i flere byer

Forsamlingshuse kæmper i den grad med økonomien, og flere steder er man alvorligt bekymret for at måtte lukke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Formand for forsamlingshuset i Vejlby Dorte Bachmann Olsen er alvorligt bekymret for fremtiden. Foto: TV2 Østjylland

For mange mindre byer er forsamlingshusene et vigtigt samlingspunkt. Men flere steder kniber det med at få økonomien til at hænge sammen. 

I Norddjurs Kommune er flere forsamlingshuse derfor gået sammen for at få overbevist byrådet om, at de skal have hjælp, hvis de ikke skal risikere at dreje nøglen om. Det er dog ikke lykkedes for dem at komme med i budgettet for 2023.

Et af de forsamlingshuse, der er i knibe, er forsamlingshuset i Vejlby uden for Grenaa. 

Her er økonomien så presset, at forsamlingshuset har været nødt til at slukke for varmen. 

Det fortæller formand for forsamlingshuset Dorte Bachmann Olsen. 

- Vi har lukket for varmen lige p.t. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan det, før vi får problemer med mug, dårligt indeklima og gulvbrædder, der springer op. Vi brænder for det her sted, men på et tidspunkt må vi kaste håndklædet i ringen, hvis vi ikke får hjælp, siger hun. 

Dorte Bachmann Olsen fra forsamlingshuset i Vejlby efterlyser økonomisk støtte.

Forsamlingshuset har i løbet af et halvt år haft en strømregning på omkring 30.000 kroner. 

- I 2021 skiftede vi vores oliefyr ud med en varmepumpe, fordi det skulle være grønnere og billigere. Men ambitionen om billigere har godt nok slået fejl, for energiregningen er steget ekstremt meget, siger hun. 

Underskud trods mange frivillige kræfter

Også Åstrup Forsamlingshus i Norddjurs Kommune kæmper med økonomien. 

Der er færre udlejninger og færre deltagere til arrangementer kombineret med en tredoblet energiregning. 

- Det er meget svært at leje forsamlingshuset ud, fordi det er blevet for dyrt efterhånden. Vi kan ikke få det til at hænge sammen, fortæller formanden, John Nielsen. 

Han fortæller, at forsamlingshuset i 2022 lander med et underskud på 12-13.000 kroner.

- Det er irriterende at ende med underskud, når der er lagt hundredevis af frivillige timer. På sigt betyder det, at vi må lukke, for vi kan jo ikke drive et hus, hvor pengene fosser ud, siger han.

Prisen er hævet

Hammelev Forsamlingshus i nærheden af Grenaa har også haft underskud og har nu måttet bede lokalbefolkningen om hjælp. Lige nu bliver regninger betalt ved hjælp af blandt andet midler fra et loppemarked.

Kan I blive ved med at betale de her stigende regninger?

- Nej, det kan vi ikke, siger Thomas Thygesen.

Han er en af de lokale ildsjæle, der har holdt liv i forsamlingshuset, selvom det har været meget svært.

Thomas Thygesen fra Hammelev Forsamlingshus er bekymret for husets fremtid. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

De har forsøgt at energioptimere huset, men da en del af det kører på el, har de også måttet betale dyrt for det det seneste år.

Nu har de set sig nødsaget til at hæve priserne for fremtidige udlejninger, og så kigger de i høj grad også mod deres kommune, Norddjurs.

Drømmen er en hjælpepakke, der kan hjælpe både Hammelevs, men også andre byers forsamlingshuse.

Hjælpeforslag stemt ned

Allan Gjersbøl Jørgensen, der er formand for Kultur og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune, fortæller, at han har forsøgt at hjælpe de pressede forsamlingshuse. 

Det lykkedes bare ikke. 

- I 2022 forsøgte vi at skabe gehør for en pulje på 400.000 kroner, der skulle hjælpe med at sikre energien i forsamlingshusene. Forslaget blev dog desværre ikke stemt igennem, og det er vi ærgerlige over, siger Allan Gjersbøl Jørgensen (S). 

Han vil prøve at fremsætte forslaget igen i 2023. 

- Forsamlingshusene er vigtige for fællesskaberne i de mindre byer, så vi vil på den lange bane kæmpe for energirenovering og også mødes med de forsamlingshuse, der ikke har problemer, og se, om vi kan lære noget af dem, siger han.

Forsamlingshuse i problemer over hele landet

Det er ikke kun i Norddjurs Kommune, at forsamlingshusene lider. Det gør de i mange kommuner landet over, og derfor vil Landdistrikternes Fællesråd nu have regeringen på banen.

- Der er behov for en national pulje, som delvis hjælper de 20-25 procent af forsamlingshusene, der har akut likviditetsbehov, og så de resterende, der har behov for at få energirenoveret. Så en pulje samlet set på omkring 75 millioner, hvor noget kan være tilskud, og noget kan være lån. Det er absolut nødvendigt, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd. 

Flere forsamlingshuse i Østjylland har allerede været nødt til at lukke og slukke. I Balle Kirkeby i Silkeborg Kommune lukkede forsamlingshuset i november. Det havde eksisteret i byen siden 1950, men nu skal bygningerne sælges.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her