Nu er der igen pust i præstens pibe: - Det er en historisk dag

Efter to måneders nedlukning kunne kirker i dag igen åbne for gudstjenester og personligt møde med præsten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sognepræst Per Bach kan endelig nyde den pibe, han altid får - og altid nyder - efter endt gudstjeneste.

Selvom kristne højtider er særlige for en præst, så er i dag nok ekstra særlig. For ikke nok med, at Kristi Himmelsfartsdag i dag er værd at fejre i kristendommen, så blev det også dagen, hvor præster landet over igen havde et fysisk publikum i kirkerne.

Der var begrænset antal, så det var med at møde i god tid, så jeg var sikker på at få en plads.
Grethe Mikkelsen, kirkegænger

Efter mere end to måneder med nedlukning, fik de danske kirker nemlig i mandags endelig lov til at holde gudstjenester med tilhørere på kirkebænkene. Og i dag løb den første gudstjeneste så af stablen i Agri Kirke.

- Det var rigtig dejligt at kunne holde gudstjeneste igen, siger sognepræst Per Bach til TV2 ØSTJYLLAND.

Samme begejstring var at spore hos dagens tilhørere. Blandt andet Grethe Mikkelsen, der længe har set frem til dagen, hvor hun igen kunne synge med på salmer fra kirkebænken.

- Nu måtte jeg komme i kirke igen. Så fik jeg at vide, at der var begrænset antal, så det var med at møde i god tid, så jeg var sikker på at få en plads, siger Grethe Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Se Grethe Mikkelsens begejstring for endelig at kunne komme i kirke her.

Heldigvis for hende var der dog ikke rift om pladserne i kirken. Kun fire andre tilhørere dukkede op. Men det skulle ikke slå præstens gode humør ud af kurs.

- Det er en historisk dag, i og med kirken aldrig har været lukket så længe. Forestil jer Martin Luther, der gik rundt i Reformationen i 1500-tallet. Siden dengang har kirkerne ikke været lukkede i så lang tid, siger Per Bach.

Men genåbning er lig med retningslinjer for tiden. Derfor foregår nadver stående og altergang er aflyst i Agri Kirke.

- Det udsætter vi lige indtil videre. For så er det noget med, hvordan tager man lige brødet og giver til folk. Så skal jeg have handsker på, og så skal man spritte af. Lad os nu lige komme i gang først, så ser vi, hvad der sker, siger sognepræsten.

Agri Kirke kunne igen slå dørene op for gæster i dag efter to måneders nedlukning.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her