Ny færgerute skal bringe Djursland tættere sammen med Sverige

Fra nytår åbner en ny færgerute mellem Grenaa og Halmstad. Ruten skal styrke samarbejdet og tilføre nye turister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fra nytår kan man komme direkte til Halmstad i Sverige fra Grenaa med Stena Lines nye færgerute. Genrefoto. Foto: Ove Halvor Christensen‎

Godt nyt til rejseglade østjyder.

Fra nytår bliver det nemlig nemmere at tage et smut til Sverige. Nærmere bestemt Halmstad.

Norddjurs Kommune har netop underskrevet en aftale med Halmstad Kommune i Sverige. Aftalen kommer efter, at Stena Line åbner en ny færgerute 1. januar 2020.

Når de så er der, så kan de jo samtidig få lavet bil og gå til frisøren til attraktive priser.
Jonas Berman, borgmester, Halmstad Kommune

Aftalen har til formål at arbejde for udvikling og den fælles infrastruktur. Og det glæder Norddjurs' borgmester, Jan Petersen (S):

- Havet er ikke en barriere. Det er en forbindelse. Vi har allerede forbindelser på den svenske side, men de bliver stærkere nu, så tilsammen er vi nu en Kattegatregion, siger han.

Her ses Norddjurs' borgmester, Jan Petersen (S), og Halmstads borgmester, Jonas Bergman, give hånd på Kattegatalliancen. Foto: Norddjurs Kommune

Og netop Kattegatalliancen er navnet på aftalen, som skal øge partnerskabet mellem Danmark og Sverige, og samtidig skal det være lettere for både turister og erhvervsfolk at benytte de fordele, den nye færgerute byder på.

Blandt andet en svag svensk krone, som gør Halmstad til en billig og attraktiv destination for danske turister.

- Vi bliver pludselig tilgængelige for mange mennesker fra hele Østjylland, og vi vil sammen med resten af Halland forsøge at holde dem i vores nærområde, så de ikke bare kører igennem. Og når de så er der, så kan de jo samtidig få lavet bil og gå til frisøren til attraktive priser, siger borgmester i Halmstad Jonas Bergman (Moderaterna).

VIDEO: Ny færgeafgang fra Grenaa til Sverige vil skabe mere trafik over Djursland. Indslaget er fra 9. januar 2018.

Selvom Danmark omvendt er et dyrt land at rejse til for svenskerne, så vurderer Norddjurs-borgmesteren, at der også er et stort turistpotentiale for Djursland. Men der er langt mere erhvervspotentiale i alliancen end turisme.

- Når Stena Line gør, som de gør, så er det jo, fordi færgen dermed får en bedre strategisk placering. Det får betydning for hele regionen. En ny og stærkere transportkorridor til Sverige kan både tiltrække og fastholde virksomheder i området, siger Jan Petersen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her