Nye takter: Bedre styr på økonomien i Norddjurs
Den økonomiske hestekur med massive besparelser har været hård, men den har virket. Sådan lyder det fra Norddjurs' borgmester, Jan Petersen.
Der er simpelthen kommet penge på bunden af kommunekassen i Norddjurs.
Ja, faktisk er der kommet flere millioner ind i et hurtigere tempo end forventet.
Sådan lyder meldingen fra Norddjurs' socialdemokratiske borgmester, Jan Petersen.
Årsregnskabet for 2019 viser et overskud på 50,5 millioner kroner på det skattefinansierede område.
- Det går noget bedre med økonomien, og planen er lykkedes. Vi valgte, at vi skulle igennem et hårdt år i stedet for at slide med et økonomisk efterslæb i flere år, siger Jan Petersen.
Han er bestemt ikke jublende, for besparelserne har betydet skolelukning, færre aktiviteter på plejehjemmene og vejhuller, der ikke fik nyt asfalt.
- Jeg er ikke glad for besparelserne. Det har gjort ondt på alle involverede - borgere som medarbejdere, siger han og fortsætter:
- Nu har vi et fælles afsæt til at reparere på nogle af de skader, vi har begået på os selv.
Borgere: Pengene skal ud og arbejde nu
Nyheden om økonomien i bedring vækker glæde blandt de borgere, TV2 ØSTJYLLAND har mødt på gågaden i Grenaa.
- Det er sgu da fedt. Jeg håber godt nok, pengene går til vores små børn og de ældre, siger Anne Marie Thomsen.
- Det overrasker mig faktisk. Det havde jeg ikke regnet med, men så håber jeg, at de kan gøre noget godt med pengene. Der er nok nogle steder, hvor de halter bagud, lyder det fra Bettina Holst Jensen.
Fælles for alle svarene på gågaden i Grenaa er, at et eventuelt overskud skal bruges på borgerne hurtigst muligt.
- Nu har der været lavvande i lang tid, og så er det da rart, at der kommer nogle penge i kassen, så der kan komme noget drift i gang, siger Simon Bek, der bor i Grenaa.
14 millioner coronakroner er brugt
Borgmester Jan Petersen vil ikke love, hvilke områder der er i fremtiden skal have ekstra penge.
Men den forbedrede økonomi har allerede nu gjort, at kommunalbestyrelsen har tildelt 14 millioner kroner ekstraordinært under coronakrisen.
- Vi har blandt andet givet én million kroner til ekstra aktiviteter for de ældre på plejecentrene og andre sårbare grupper, siger han og uddyber:
- Det er selvfølgelig at sidde og pudse bakspejlet, men jeg er rigtig glad for, at vi har de ekstra penge i kommunekassen, nu hvor vi går en svær fremtid i møde. Det havde vi nok ikke kunne gøre, hvis økonomien ikke var i bedring.
Dels mener han, at coronakrisen vil betyde flere arbejdsløse, som skal forsørges, og krisen vil også medføre andre ekstra udgifter.
Samtidig hænger den kommende udligningsreform og svæver over økonomien som en stor ubekendt.
- Jeg kæmper for, at vi kan beholde vores nuværende serviceniveau, og jeg vil ikke gå med til at budgettere med optimisme, der ikke er dokumenation for endnu, siger Jan Petersen.
Liberal Alliance: Sænk skatten og hæv servicen
Norddjurs Kommune hævede kommuneskatten til 26,7 procent i 2019, så den nu er en af landets højeste.
Med de nye økonomiske meldinger mener Liberal Alliances Jens Meilvang, at skatten skal sænkes igen.
- Relativt hurtigt blev det klart, at økonomien var noget bedre end først frygtet. Flertallet fortsatte med en for stram økonomisk politik i for lang tid, og vi har både mulighed for hæve serviceniveauet nogle steder og sænke skatten igen, siger Jens Meilvang.
Han hæfter sig ved, at Norddjurs Kommune lige nu har 191 millioner kroner i den såkaldte gennemsnitlige daglige kassebeholdning.
Tallet måler, om der reelt er penge på kistebunden til uforudsete regninger eller eksta investeringer og serviceforbedringer.
Tallet er langt bedre de 150 millioner kroner, som ellers er det politiske mål for den gennemsnitlig daglige kassebeholdning.
- Der er for mange områder med for lavt serviceniveau. Det er inden for alle vores områder. Vi skal ikke bede folk betale ekstra i skat og så lade dem stå som ekstra overskud på kontoen. Det går ikke, siger Jens Meilvang.
Borgmester: - Svært at se i krystalkuglen
Den kritik giver borgmesterJan Petersen ikke meget for.
- De, som er i stand til at se krystalkuglen, når man står overfor sådan et problem, som vi stod med, de kan ikke ramme fuldstændigt plet. Det er gået bedre end forventet, og der har været en pris, siger han og uddyber:
- Men de partier, som vil sænke skatten, mangler i min optik at fremlægge: Hvad skal der så fjernes fra budgettet? Det indeholder primært luftfrikadeller i min optik.