Omdiskuteret bosted: Politiker affejer kritik fra tidligere ansatte
Udvalgsformand mener ikke, at han kan forholde sig til den kritik, som tidligere ansatte i øjeblikket retter mod bostedet 'Område Ørsted'.
En betændt hverdag med løgne, dårligt arbejdsmiljø og trusler om fyringer og tjenstlige samtaler var ifølge en række tidligere ansatte virkeligheden for medarbejdere på bostedet 'Område Ørsted' i Norddjurs Kommune.
Og nu svarer formand for voksen- og plejeudvalget i Norddjurs Kommune Lars Møller (S) på kritikken.
- Jeg kan ikke stå her og forholde mig til kritik fra tidligere medarbejdere. Jeg kan reagere på Socialtilsyn Midts tilsynsrapport, og det tager jeg meget alvorligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
I tilsynsrapporten kritiseres blandt andet de store medarbejdergennemstrømninger på bostedet.
- Handicaprådet er lidt langt fremme i skoene
Lars Møller vil ikke afvise, at det kan have konsekvenser for kvaliteten af den service, bostedet tilbyder, men han mener dog, at kvaliteten på bostedet er god.
- Der var nogle bemærkninger i tilsynsrapporten. Dem har vi reageret på, der er sat en handleplan i gang, indført en mentorordning og også ansat en pædagogisk faglig medarbejder, som skal være med til at spare og udvikle på området, siger han, og fortsætter:
- Ledelse og medarbejdere gør alt for, at borgerne mærker det så lidt som muligt, og det er også det indtryk vi får, når vi står derude.
Lars Møller mener heller ikke, at handicaprådets formand i Norddjurs Kommune, Peter Hjulmand, har meget at have det i, når han kritiserer kommunens generelle serviceniveau på handicapområdet.
- Der synes jeg, at handikaprådet er lidt langt fremme i skoene. Vi har gjort meget for at understøtte handicapområdet, som er blevet tilført mange millioner i det seneste budgetforlig. Men det er selvfølgelig klart, at med den spareproces vi havde i 2019, så vil man kunne mærke det over alt i kommunen. Jeg synes dog, at vi har et stærkt fokus på vores svageste her, siger han.
Tidligere ansatte er stået frem
TV2 ØSTJYLLAND kunne tidligere på dagen bringe historien om, at ansatte i Norddurs Kommune stod frem og fortalte om en betændt hverdag med løgne, dårligt arbejdsmiljø og trusler om fyringer.
- Det er sørgmodigt. Jeg kan mærke, at det gør et eller andet ved mig. Det gør ondt, hver gang jeg kommer herop.
Sådan lyder det i dag fra Kirsten Bytoft, da hun besøger sin tidligere arbejdsplads 'Område Ørsted' - et bosted for voksne med fysiske og psykiske handicap i Ørsted i Norddjurs Kommune.
I 16 år var hun ansat som social- og sundhedsassistent på bostedet for voksne handicappede i Ørsted. Hun var ansat fra 2000 til 2016. En ansættelse, der efter der i 2015 kom ny ledelse, gik voldsomt ned ad bakke.
- Man var utryg ved at gå på arbejde. Det var jeg, og det kunne jeg høre, flere af mine kolleger var, for man vidste ikke, hvem man kunne stole på, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Trusler om fyringer, tjenstlige samtaler, løgne og stikkerkultur er nogle af de ord, hun mener, bedst beskriver arbejdsgangen på bostedet i den sidste tid af hendes ansættelse.
Til sidst blev hun selv sygemeldt med stress og måtte sige op.
- Jeg endte med en sygemelding på grund af presset og fordi, det simpelthen var dårligt arbejdsmiljø. For mig var det et arbejdsmiljø, der bar præg af, at kommunikationen foregik med trusler om tjenstlige samtaler.
Læs også:
Det dårlige arbejdsmiljø skyldes ifølge Kirsten Bytoft den ledelse, som siden 2015 har stået i spidsen for bostedet.
I flere år var hun tillidsrepræsentant og havde dermed et stort indblik i, hvordan hendes kollegers trivsel dalede i perioden fra 2015.
- Jeg kunne følge med i, hvordan mine kolleger gik ned og blev syge. Rigtig, rigtig mange blev sygemeldt og kunne ikke vende tilbage, siger Kirsten Bytoft.
Råbte kommunaldirektøren op – forgæves
En tilsvarende historie fortæller Jens Ole Pedersen. Han var ansat på Område Ørsted i knap ti år, og han oplevede også trusler og psykisk terror på nærmeste hold i tiden efter 2015, hvor den nye ledelse kom til.
- Jeg var til tjenstlige samtaler på latterlige ting, som jeg intet havde med at gøre. Og jeg sov ikke om natten, så det var med sovepiller, siger Jens Ole Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han kunne tydeligt mærke den trykkede stemning blandt kolleger:
- Der var gamle kolleger, der gik tudende hjem og pludselig var væk. Og hvis der var nogen, der blev fyret eller holdt, så fik man ikke noget at vide, siger han.
I 2018 fik han nok. Han sagde op, og sammen med en håndfuld tidligere medarbejdere besluttede han at tage sagen op ved at kontakte kommunens øverste chef: Kommunaldirektøren.
- Vi kørte til rådhuset i Grenaa, blev lukket ind ad bagdøren op til kommunaldirektøren, hvor vi fik lov til at fortælle vores historie. Han lovede at kigge på det, og vi sagde farvel og tak og blev enige om, at der var en, der lyttede, siger Jens Ole Pedersen, men fortsætter:
- Det var der så ikke.
Udover Jens Ole Pedersen og Kirsten Bytoft, har TV2 ØSTJYLLAND været i kontakt med tre andre tidligere medarbejdere på bostedet ’Område Ørsted’, som fortæller tilsvarende historier om arbejdsmiljøet.
Og det er ikke første gang, tidligere ansatte på bostedet råber vagt i gevær. I 2015 kritiserede flere medarbejdere på bostedet i Ørsted arbejdsmiljøet, som de mente, skabte utryghed for både beboere og ansatte.
Medarbejderne henvendte sig dengang til TV2 ØSTJYLLAND i forbindelse med historien om en af bostedets beboere, en 25-årig mand, som i forbindelse med noget tumult og en fastholdelse mistede livet.
Socialtilsyn udtaler kritik
De tidligere ansatte står ikke alene med deres kritik. I oktober besøgte Socialtilsyn Midt bostedet, hvor de fandt flere opmærksomhedspunkter.
Socialtilsynet fandt det særligt kritisk, at personalegennemstrømningen på bostedet er meget høj. I rapporten står der blandt andet:
’Det oplyses, at der fortsat er medarbejdere, der stopper, og dette medfører ubesatte stillinger.’
’Det indgår i bedømmelsen, at medarbejderen oplyser, at grundet ledelsens prioritering af regler omkring overholdelse af varslinger mv. kan det være svært at bytte vagt og lignende. Det indgår i bedømmelsen, at det af medarbejderoversigten fremgår, at der optræder 56 medarbejdernavne, hvoraf 25 er stoppet eller er på vej til at stoppe siden 31.08.2018.’
Socialtilsyn Midt
I Danmark findes der fem sociale tilsyn, som skal 'bidrage til at sikre, at borgerne ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet for offentlige og private tilbud efter lov om social service.'
Kilde: Socialtilsyn Midt
Og det har ifølge tilsynschefen i Socialtilsyn Midt stor betydning for beboerne på bostedet:
- I det her tilfælde kan vi se, at det har en negativ virkning på dem, der er indskrevet, at der er nogle medarbejdere, som skiftes ud lidt for hyppigt. Det har blandt andet betydning for, hvor sammenhængende den støtte er, som det enkelte menneske får, siger tilsynschef Ulla Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Særligt den store udslusning af medarbejdere får Socialtilsyn Midt til at skærpe kravene over for bostedet.
’… der bør iværksattes tiltag, der kan sikre mere stabilitet i medarbejdergruppen for fortsat at sikre kvaliteten i tilbuddet’, står der i rapporten.
Læs også:
Den kritik får nu formanden for handicaprådet i Norddjurs Kommune til at reagere. Udover at han selv er pårørende til en beboer på Område Ørsted, mener han, at betingelserne generelt er for ringe.
- Serviceniveauet på voksenhandicapområdet er lavt i kommunen, og det er bekymrende, siger Peter Hjulmand, formand for Handicaprådet i Norddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg har været formand i seks år, og jeg synes, at det er bekymrende, at socialtilsynet skærper pennen.
Tidligere påbud
TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i forholdene på flere bosteder i Norddjurs Kommune. Den viser, at også bostederne Skovstjernen og Bofællesskaberne Glesborg tidligere har fået påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Der er sket fejl i blandt andet journalføring, medicinhåndtering og manglende samtykke fra patienterne forud for pleje og behandling.
- Det er klart, at når det eksterne sociale tilsyn skærper pennen nu omkring bostederne, så synes jeg, det er bekymrende, siger handicaprådsformanden.
Ifølge formanden for handicaprådet fortæller det en del om kommunens mangel på ansvar over for handicappede.
- Det er et spørgsmål om, hvorvidt det er tomme ord, der er i handicappolitikken, for de handleplaner, de laver på bostederne, er ikke tilstrækkelige til at stoppe personalegennemstrømningen.
Han lægger desuden vægt på, at der gennem flere år har været problemer med personalegennemstrømningen på bosteder i kommunen.
Det viser også tidligere tilsynsrapporter, blandt andet en fra 2017. Der står blandt andet:
’Socialtilsynet via udtræk af de indsendte medarbejderoversigter kan se, at der er fratrådt i alt 14 medarbejdere og ansat 19 nye medarbejdere i 2016.’
’…De pårørende giver udtryk for bekymring over medarbejderflowet i tilbuddets 3 afdelinger.’