Sommercamp giver Mathilde indblik i livet på Viden Djurs
I Grenaa har skoleelever mulighed for at få en forsmag på en af Viden Djurs' forskellige ungdomsuddannelser.
Mandag var første dag i sommerferien for de fleste folkeskoleelever. Og mange har sikkert brugt dagen på at sove længe og slappe af. Men ikke alle.
På uddannelsesinstitutionen Viden Djurs i Grenaa er der nemlig sommerskole, hvor elever fra landets 7. til 9. klasser kan få et indblik i hverdagen og livet på en af skolens ungdomsuddannelser.
Her tilbydes der sommercamps af fire dages varighed med fokus på e-sport, fodbold, computerspiludvikling eller manga-tegning.
15-årige Mathilde Fog Lisvad er god til at tegne. Og i stedet for at bruge de første dage i sommerferien på at slappe af og lave ingenting har hun valgt at blive endnu bedre til at tegne sommerholdet for manga-tegning.
- Sidste år lå jeg bare i sengen hele tiden, så jeg vidste, at jeg gerne ville lave noget ud af huset denne sommer i stedet for bare at ligge derhjemme, siger hun.
Får indblik i fag og miljø
Og i klasseværelset lige ved siden at tegneholdet er der gang i computerne. Her er et hold i gang med at lære at udvikle computerspil. En af dem er Viktor Nielsen, der har taget turen fra Hundested på Sjælland.
- Jeg har selv spillet mange spil, og så gad jeg godt at prøve selv at lave dem, siger han.
På Viden Djurs håber de at give sommer-eleverne et indblik i nogle af de fag, som skolen tilbyder, og den livsstil det er at bo og gå i skole det samme sted.
- De oplever en flig af virkeligheden på de her sommerlejre, hvor de får mulighed for at snuse lidt til, hvordan det kunne være at gå herude. Hele vores miljø er et kostskolemiljø, så man flytter herud for at tage nogle af vores specialiserede uddannelser, siger Søren Hoffmann Hansen, der er innovationschef hos Viden Djurs.
Og det er også lige præcis derfor, at Viktor Nielsen har taget turen til Grenaa. Han vil nemlig rigtig begynde på Viden Djurs, når han er færdig med niende klasse.
Læs også:
- Det er derfor, at jeg er kommet her, så jeg kan se, hvordan her ser ud, og hvordan det er at være her, siger han.
Ud over Viktor Nielsen regner også Mathilde Fog Lisvad med at begynde på Viden Djurs, når hun er færdig på efterskole.
- Men man ved jo aldrig, om jeg ændrer mening. Men indtil videre er det noget, jeg gerne vil, siger hun.