Sami spritter skoler af til genåbning: - Der skal desinficeres dagligt
Der skal mange forberedelser til, før skoler og institutioner kan åbne op igen inden påske.
På onsdag åbner Danmark så småt op igen, og det betyder, at institutioner og skoleklasser til og med 5. klasse igen skal tage imod børn til pasning og undervisning.
Men for at det kan forløbe bedst muligt, har Regeringen udstukket krav om ekstra rengøring.
Det kan Sami Rasmussen hjælpe med. Han arbejder i Safesurface - et firma, der gør rent og spritter af, og for tiden har han rigtig travlt. I dag var han blandt andet forbi en børnehave i Tvingstrup.
- Jeg fokuserer på, hvor der er en overflade, hvor der normalt ville kunne være en berøring fra et barn eller en voksen, siger Sami Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han bruger en form for spritpistol, som er særlig effektiv til at få gjort alt rent. Men selvom corona-rengøringen er effektiv nu, er det også et stykke arbejde, der fremover skal vedligeholdes.
- Det holder kun til, der kommer en med smitte på fingrene, så vejledningen er, at skoler og institutioner gør rent og desinficerer to gange dagligt, siger Sami Rasmussen.
I artiklen her har TV2 ØSTJYLLAND lavet et overblik over, hvordan de østjyske kommuner forventer at genåbne skoler og institutioner.
Afstand forringer fællesskab
Også på Odder Lille Friskole er de helt store forberedelser til genåbningen i gang. Her er skolelederen ved at sætte borde og stole op med en tilpas afstand. Men ifølge ham er to meters afstand ikke godt for fællesskabet.
- Der er meget mere fællesskab til dagligt, men de tider er ovre for en stund. Nu skal der sidde otte elever herinde og syv ved siden af, siger skoleleder Jakob Schmidt til TV2 ØSTJYLLAND.
Da det kun er eleverne fra de små klasser, der skal møde ind, bliver de stores elevers klasser for en stund inddraget, så der er plads til alle og god afstand.
- Heldigvis så kan den her klasse få to lokaler, så de bliver delt ud til, at det passer til kravene, siger Jakob Schmidt.