155 ton tungt specialtog vil lave støj i december
Banedanmark skal slibe togsporene på en lang strækning i Østjylland, og det kan give støjgener for naboerne.
Et 155 ton tungt specialtog skal i december køre på de østjyske togstrækninger.
Toget er en skinnefræser, der fjerner små revner i sporene og dermed nedbringer risikoen for, at de vokser sig større.
I december kommer toget til at køre i Østjylland, oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.
Hvad er en skinnefræser?
En skinnefræser sørger for at holde eventuelle revne i skinnerne nede ved at slibe dem.
Ved at slibe skinnerne gør man dem mere modstandsdygtige over for de trækspændinger, der opstår om vinteren.
Processen går meget langsomt, og toget kører i arbejdstiden kun ned mod 600 meter på en time.
Den kan fræse over en millimeter af per passage, og en revne skal typisk fræses 1-3 gange for at blive fjernet.
Banedanmarks Skinnefræseren er knap 44 meter lang og vejer 155 ton.
Det har to fræsehjul og ét slibehjul i hver side.
Kilde: Banedanmark
Arbejdet begynder i Vejle natten mellem den 9. og 10. december og vil over 12 nætter strække sig hele vejen gennem Horsens og Skanderborg kommuner og op til Aarhus.
Af hensyn til togdriften og de passagerer, der er afhængig af den, er arbejdet henlagt til nattetimerne.
I den tid vil selve fræsningen af skinnerne afgive moderat støj, oplyser Banedanmark.
Når det store specialtog i dagtimerne vil blive renset og klargjort, forventes det dog at afgive mere støj, og det vil især kunne gå ud over naboerne til togets standplads.
TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Banedanmark for at høre, på hvilke standpladser toget vil holde, og dermed hvor støjen vil kunne registreres. Det har lørdag dog ikke været muligt at fremskaffe de præcise lokationer.
Her skal skinnefræseren køre
9.-10. december Vejle-Hedensted
10.-11. december Vejle-Hedensted
11.-12. december Hedensted-Hørning
12.-13. december Skanderborg-Hørning
13.-14. december Vejle-Horsens
14.-15. december Hedensted-Hørning
15.-16. december Horsens-Hørning
16.-17. december Skanderborg-Hørning
17.-18. december Hørning-Aarhus
18.-19. december Hørning-Aarhus
19.-20. december Skanderborg-Hørning
20.-21. december Hørning-Aarhus
Kilde: Banedanmark