93 procent af alle ubetalte politibøder tilhører mænd

Mænd skylder i alt 9,1 milliarder kroner mere end kvinder i politibøder, viser tal fra Gældsstyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Der er markant forskel på, hvor mange politibøder mænd og kvinder har til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.

93 procent af de ubetalte politibøder tilhører nemlig mænd.

Det skriver Gældsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Gældsstyrelsen står for at inddrive gæld til det offentlige.

Man kan blandt andet få politibøder for at overtræde hastighedsbegrænsninger i trafikken eller for andre lovovertrædelser, der ikke kan straffes med fængsel.

I alt skylder mænd cirka 9,8 milliarder kroner i politibøder, mens tallet for kvinder er 0,7 milliarder.

Altså skylder mændene 9,1 milliarder kroner mere end kvinderne i politibøder.

- Det er en voldsom difference, som vi kan se mellem kønnene. Vi ved, at mere end seks ud ti personer med gæld til det offentlige er mænd.

- Forskellen er mest fremtrædende med politibøder. Forskellen sker allerede, inden gælden misligholdes og oversendes til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, siger Lars Nordahl Lemvigh, der er direktør i Gældsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Mænd får også flere politibøder end kvinder. I 2020 blev cirka 156.000 mænd idømt en bødestraf. Samme år fik 44.000 kvinder en bøde.

Det viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Gældsstyrelsen.

Altså kan en del af den skæve fordeling forklares ved, at mænd overordnet får flere bøder end kvinder.

Gældsstyrelsen har fået et nyt inddrivelsessystem, der hedder PSRM.

Med det kan styrelsen trække en procentdel af borgernes løn for at nedbringe gælden.

I det første halve år af 2021 inddrev Gældsstyrelsen omkring 390 millioner kroner til Rigspolitiet i politibøder.

Det var i alt 40.000 personer, der blev trukket i løn for at afdrage på misligholdt gæld til Rigspolitiet.

- Vi har fået bedre værktøjer til at inddrive politibøder fra alle skyldnere gennem vores nye inddrivelsessystem, og derfor er jeg fortrøstningsfuld i forhold til, at vi fremover kommer til at lykkes med at inddrive flere politibøder, siger Lars Nordahl Lemvigh.

/ritzau/

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her