Advarer inden nytårsaften: Vejret kan gøre krudtet farligere
På grund af fredagens vejr anbefaler Sikkerhedsstyrelsen at holde god afstand, når der skydes med fyrværkeri.
Rundt om i landet kan nytårsaftensdag byde på regn og let til frisk vind.
Det betyder blandt andet, at man skal være særligt opmærksom på at holde afstand, hvis man skal ud og skyde fyrværkeri af.
Det fortæller teamleder hos Sikkerhedsstyrelsen Lene Nørskov Svensson.
- Vi vil anbefale, at man øger den afstand, man normalt har til for eksempel brandbar vegetation og stråtækte huse, når det blæser.
- Det er simpelthen for at mindske risikoen for skader, siger hun.
Generelt anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man fordobler sikkerhedsafstanden, når det blæser over fem meter i sekundet.
På det fyrværkeri, man bruger, står der, hvor lang sikkerhedsafstand man skal holde til personer.
Den afstand bør så fordobles, hvis det blæser over fem meter i sekundet. Ifølge DMI kan det fredag godt komme til at blæse så meget flere steder i landet.
Vådt fyrværkeri kan være farligt
Vejrudsigten lover også nedbør flere steder i landet.
Derfor skal man være særligt opmærksom på opbevaringen af fyrværkeri, som skal opbevares tørt, helt indtil det skal fyres af.
- Det er en god idé kun at tage et stykke fyrværkeri med ud af gangen, så det alt sammen ikke står og bliver sjaskvådt.
- For hvis fyrværkeriet bliver vådt, så kan det gå ind og ændre i egenskaberne, så fyrværkeriet måske sprænger på en uhensigtsmæssig måde eller med forsinkelse, siger Lene Nørskov Svensson.
Ud over anbefalingerne har Sikkerhedsstyrelsen fem generelle råd til, hvad man bør gøre og ikke bør gøre, når der skydes fyrværkeri af.
Rådene er altid at bruge beskyttelsesbriller, kun bruge godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri, aldrig holde fyrværkeri i hånden, holde sikkerhedsafstanden og ikke læne sig ind over fyrværkeriet samt aldrig gå tilbage til en fuser.