Gratis øl til studenter kan være ulovligt
Flere lokale Coop-butikker lover en kasse gratis øl til studenter, der lægger vejen forbi på deres studenterkørsel. Det kan være i strid med markedsføringsloven.
Det kan være i strid med reglerne, når lokale Coop-butikker skriver Facebook-opslag, hvor de lover gratis øl til unge mennesker på studenterkørsel.
Det har blandt andre SuperBrugsen i Hinnerup, på Søtorvet i Silkeborg og i Skanderborg gjort for nylig, og forleden fik det Kræftens Bekæmpelse til at kritisere den form for markedsføring over for unge mennesker.
Også selvom det næppe er den ene kasse øl ekstra, der gør, at de unge måtte få for meget alkohol ind under studenterhuen. Det handler om de signaler, en dagligvareforretning er med til at sende ved at uddele gratis øl.
Må ikke målrettes studenter
Nu fortsætter kritikken hos Alkoholreklamenævnet, der har til opgave at afgøre klager vedrørende markedsføring af alkohol i Danmark.
- Vi er blevet opmærksomme på den kampagne, flere dagligvarebutikker har gang i, og nu vil vi vurdere, om sagen skal tages op i nævnet, for det er i strid med vores retningslinjer at målrette alkoholmarkedsføring mod unge studenter, siger sekretariatschef Lea Kholghi Frederiksen, til TV2 Østjylland.
Den erhvervsdrivende - i det her tilfælde altså de forskellige afdelinger af SuperBrugsen - vil, hvis markedsføringen vurderes i strid med Alkoholreklamenævnets retningslinjer, blive bedt om at tilrette eller slette de opslag, hvor de markedsfører de gratis øl målrettet studenter.
Hvis Alkoholreklamenævnet når frem til den konklusion, at der er handlet i strid med markedsføringsloven, bliver sagen sendt videre til Forbrugerombudsmanden.
Det kan i sidste ende føre til politianmeldelse og domfældelse med store bødekrav. Det skete eksempelvis for Disco Invest ApS, der i oktober fik en bøde på 110.000 kroner for for tredje gang at overtræde markedsføringsloven ved at omtale alkohol i reklamer rettet mod unge helt ned i niende klasse.
Direktør: - Ikke en sag for Coop
Hos Coop siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at ansvaret for de enkelte butikkers markedsføring ligger hos butikkerne selv.
- Det er ikke noget, vi forholder os til på Coop-niveau. Kommer der en henvendelse fra Kræftens Bekæmpelse eller Alkoholreklamenævnet, ser vi selvfølgelig på det, men ellers er det her noget, der foregår på lokalt niveau, siger Jens Juul Nielsen til TV2 Østjylland.
Hos SuperBrugsen i Hinnerup ønsker souschef Emil Bæch ikke at udtale sig. Det samme gælder for uddeler Christian Müller fra SuperBrugsen i Silkeborg.
Sådan er reglerne
Markedsføring af alkohol må ikke rettes mod unge. Eksempelvis elever på gymnasier og handelsskoler. Heller ikke selvom det er angivet, at markedsføringen er for folk over 18 år.
Markedsføring af alkohol må ikke kædes sammen med studenter.
Markedsføring af alkohol må ikke ske på selve gymnasierne, handelsskolerne mv.
Markedsføring må ikke vise indtagelse af alkohol på gymnasier, handelsskoler mv.