Hans har været 50 år på samme arbejdsplads
I de seneste 50 år er Hans Stougaard mødt ind på den samme arbejdsplads. Det agter han at blive ved med.
Hvad der begyndte med gulvvask, er nu endt med at blive Hans Stougaards arbejdsplads gennem mere end 50 år. I en alder af 73 år agter han at blive ved, selvom både hans kone og søskende er gået på pension for længst.
De forstår ikke, at Hans Stougaard bliver ved. Men det gør han, for jobbet er nærmest en hobby for ham, fortæller hans kone, Birthe Stougaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg har da også tit snakket med min kone om: Skal vi holde nu og sådan noget. Men så synes jeg, der kommer noget nyt og spændende, siger Hans Stougaard.
Hans Stougaards historie er en del af vores serie Ældrestyrken. Du kan se første afsnit lige her.
Begyndte før computeren
Nu er Hans Stougaard senioringeniør og arbejder med udvikling. Samme sted hos Grundfos i Bjerringbro, men tiden er ikke den samme, som da han først begyndte.
- I dag kan vi knap nok lægge to og to sammen uden at bruge en computer til det, siger Hans Stougaard.
Sådan var det ikke i 1987, hvor der ikke fandtes computere på arbejdet. Men samme år kom en af de første til – og lige siden har Hans Stougaard kombineret praktisk arbejde med en mus i hånden og en skærm foran sig.
Guld værd for en virksomhed
Helbredet, overskud og evnen til at sætte sig ind i nyt kan være svært for nogle ældre. Men som det er nu, er det ikke tilfældet for Hans Stougaard.
- Det føler jeg ikke selv, men det kan være, der er andre, der synes det. Den dag de synes det, så er det nok tid at holde, siger han.
At ældre medarbejdere som Hans Stougaard bliver i job, er der ifølge hans chef brug for. Han er derfor glad for, at arbejdspladsens suverænt ældste medarbejder stadig møder ind og sætter sig i kontorstolen hver morgen.
- Hvis man tænker på Hans specifikt, så det her med at have 50 års erfaring inden for et område er jo guld værd for en virksomhed som vores, siger daglig leder Troels Jepsen.
Giv et praj
Begynder Hans Stougaard at blive en belastning for arbejdspladsen, eller inden da, er hans håb, at han får et praj, sådan at han kan stoppe i tide.
- Hvis der nu var arbejdsløshed, så andre stod parat til at tage over, så tror jeg også, jeg ville holde, siger han.
Som det er nu, mener Hans Stougaard ikke, han har været der for længe. Derfor kan han heller ikke sætte et tidspunkt på, hvornår han stopper.
- Det ved jeg ikke. Jeg tager det nok et halvt år ad gangen, siger han.