Hjemmeside skal hjælpe støjplagede beboere
Trafikstøj er den største synder, når det gælder støjforurening i Danmark. Projekt vil rådgive borgere.
Tæt på halvanden million borgere er generet af støj i deres hverdag, og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre inden for de næste par år.
Det siger Rådet for Grøn Omstilling, som med hjemmesiden "Rolig bolig" vil forsøge at hjælpe med at løse støjproblemerne.
- Støjforurening er et meget stort problem. Det kan medføre nogle ganske alvorlige lidelser, som skyldes den stress, støjen giver anledning til, siger Kåre Press-Kristensen, som er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
- Vi håber, at hjemmesiden kan være med til at hjælpe folk med at få fokus på støjproblemet - både over for kommunalpolitikerne, der kan gøre en masse ting i den enkelte kommune, men også over for eksempelvis boligselskaber, siger han.
WHO: Støjforurening det andet største miljøproblem
Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi tidligere flere gange fortalt, hvordan østjyder i blandet andet Silkeborg og Randers-bydelen Helsted kæmper for at få politikerne til at gøre noget ved de støjgener, de oplever fra motorvejene.
I dag ligger EU's grænseværdi for støj på 58 decibel. Det svarer til et niveau, hvor to mennesker taler sammen.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er støjforurening det andet største miljøproblem, når man taler sundhedseffekter, kun overgået af luftforurening.
Indtil nu har information om støjforurening og løsninger været tilgængeligt gennem flere forskellige kanaler.
Den nye hjemmeside samler den nyeste viden om trafikstøj, lovgivning, støjdæmpende foranstaltninger og handlemuligheder for støjramte borgere.
Og særligt borgerne kommer til at få gavn af rådene, mener Kåre Press-Kristensen.
- Det er hr. og fru Danmark. 1,4 millioner mennesker er plaget af støj. Nogle vælger at leve med det. Men der er også rigtig mange, det er et problem for, siger han.
Han peger på, at trafik i dag er den største årsag til støjforurening. Det er særligt i byer og ved boliger tæt på trafikerede veje, at støjen skaber problemer.
- Vejstøj skaber stresshormoner i en mindre målestok, hvis vi bor i nærheden af en stærkt trafikeret vej. Det betyder, at kroppen hele tiden er lidt i alarmberedskab, siger Kåre Press-Kristensen.
Larmer naboen meget?
Også nabostøj og støj fra gaden er et problem.
Han anbefaler, at borgere, boligforeninger og alle andre relevante parter bruger hjemmesiden til at søge råd:
- Det vigtigste råd til at dæmpe støjen er, at når man alligevel skal lave en facaderenovering, så sørg for at tænke støjdæmpningen ind, både i forhold til ruder og inddækkede altaner, siger Kåre Press-Kristensen og tilføjer, at det i det hele taget er vigtigt at tale med andre om problemerne.
- Hvis man ikke laver noget støj som borger, får man ikke løst problemerne.