BR-butikker lukker midlertidigt
Salling Group, som blandt andet driver BR-butikkerne og stormagasinerne Salling, har besluttet, at både stormagasinet Salling og alle 26 BR-butikker skal lukke midlertidigt.
Forældre skal spejde længere efter nyt legetøj til deres børn under coronaudbruddet.
Tirsdag er det blevet besluttet, at samtlige 26 BR-butikker, som tidligere gik under navnet Fætter BR, lukker midlertidigt.
Ni af BR-forretningerne lukkede dog allerede sidste uge. Blandt andet forretningen beliggende i Salling Stormagasin i Aarhus, som nu er helt lukket. Det sker som følge af coronasituationen.
Administrerende direktør for Salling Group Per Bank oplyser om lukningen på Twitter.
- Vi lukker nu BR midlertidigt, præcis et år efter vi åbnede. Lukket er også vores Salling-stormagasiner, Carl's Jr. og Starbucks. Vi har brug for dagligvarer, så Netto, Føtex og Bilka er åbne med Covid-19-tiltag, skriver han.
Lukker efter kun et år
Legetøjskæden blev overtaget af Salling Group, efter at den gik konkurs i slutningen af 2018.
De første butikker genåbnede i begyndelsen af 2019.
Salling Group driver ud over en række dagligvarebutikker og BR også stormagasinkæden Salling, webshoppen Wupti og har licenser til at drive kaffekæden Starbucks og burgerkæden Carl's Jr. i Danmark.
Starbucks og Carl's Jr. i Danmark blev lukket i sidste uge, oplyser en pressevagt hos Salling Group.
Før konkursen i 2018 bestod Fætter BR af 97 legetøjsbutikker på landsplan. Men det er altså skåret væsentligt ned efter Salling Groups overtagelse.
BR's tidligere ejer, Top-Toy, blev 30. november 2018 begæret under rekonstruktion, efter at selskabet havde tabt 149 millioner kroner på driften i løbet af et regnskabsår.
Som en del af planen for en rekonstruktion forsøgte ejerne et frasalg, men det lykkedes ikke, og efter et svigtende julesalg gik selskabet konkurs 28. december.
Læs også:
Baggrunden for problemerne i Top-Toy var ifølge selskabet selv øget digitalisering, flere konkurrenter og ændrede legevaner hos børn.
I maj 2019 var alle 26 BR-butikker overtaget af Salling Group genåbnet. Men de er altså lukket igen for nuværende.
/ritzau/