Mette F. efter knap 10.000 smittede: Nye tiltag er nødvendige

Torsdag er der 9999 nye smittede med coronavirus, og det er nødvendigt med flere tiltag ifølge statsminister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Statsminister Mette Frederiksen (S) "er ikke i tvivl om, at nye tiltag bliver nødvendige for at bryde smittekæder".

Det skriver hun på Facebook otte dage før juleaften.

- Smitten er - desværre som forventet - meget, meget høj. Myndighederne vil senere i dag give en status. Og jeg er ikke i tvivl om, at nye tiltag bliver nødvendige for at bryde smittekæder, skriver hun og fortsætter:

- Det er Epidemikommissionen i gang med at forberede, og så snart vi kan sige mere, gør vi selvfølgelig det. Det vigtigste er stadig at få 3. stik. Jo før, jo bedre.

Knap 10.000 nysmittede

Epidemikommissionen mødes torsdag for at diskutere eventuelle nye restriktioner i lyset af, at der torsdag er 9999 nye smittede med coronavirus.

Kommissionen rådgiver regeringen og Folketinget om inddæmningen af coronavirus.

Smittetallene er steget kraftigt den seneste tid, idet tallet er fordoblet på omkring halvanden uge. Særligt udbredelsen af varianten Omikron skaber bekymring.

På landets hospitaler er det samlede antal indlagte steget med ni til 517. Det er det højeste siden 1. februar.

Senere torsdag holder sundhedsmyndighederne pressemøde om situationen.

Folketingets Epidemiudvalg mødes fredag for at diskutere sagen.

Partier forslår flere tiltag

Også en række andre partier på Christiansborg mener, at det er nødvendigt med flere tiltag som eksempelvis forsamlingsloft.

Et andet forslag fra SF går på at suspendere behandlingsgarantien endnu engang. En opskalering af testindsatsen inden jul er også en mulighed, lyder det.

I forvejen gælder en række restriktioner. Blandt andet er skolebørn hjemme, ligesom nattelivet er lukket. Restauranter og barer skal lukke ved midnat.

Situationen er alvorlig, skrev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag aften i en kommentar.

- Med Omikron har vi fået en ny epidemi i epidemien. Situationen kræver en hurtig omstilling af vores epidemiberedskab og en robustgørelse af vores hospitalskapacitet, når indlæggelsestallene forventeligt stiger, lød det.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her