Konservative Willumsen er klar til at overtage Inger Støjbergs plads

Den konservative Gitte Willumsen fra byrådet i Silkeborg er klar til at overtage Inger Støjbergs folketingsplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Bliver tidligere udlændingeminister Inger Støjberg erklæret uværdig til at sidde i Folketinget, så bliver det Gitte Willumsen (K), der sidder i byrådet i Silkeborg Kommune, der overtager Støjbergs plads i Folketinget.

54-årige Gitte Willumsen står således først i køen, hvis et Venstre-medlem fra Vestjyllands Storkreds skulle forlade Folketinget.

Og den plads er hun klar til at tage, oplyser hun på Facebook.

Den bedste kampplads

- Jeg har netop fået chancen for at repræsentere de vestjyske vælgere i Folketinget, og den chance kan man bare ikke sige nej til, skriver hun på det sociale medie og fortsætter:

- For det er i Folketinget, at jeg bedst kan kæmpe for mine mærkesager; bedre vilkår for de private institutioner, et bedre sundhedsvæsen og et værdigt seniorliv. Når man som mig er bidt af politik og tanken om at gøre en forskel for vores samfund, så kan man ikke ønske sig mere.

Ved det seneste folketingsvalg stillede Willumsen op for Venstre. Men i den nuværende byrådsperiode blev hun ekskluderet af Venstres byrådsgruppe i Silkeborg, og derfor valgte hun at skifte til Konservative.

- Jeg havde selvfølgelig gerne set, at jeg var blevet valgt i forbindelse med et folketingsvalg. Mit mandat kommer på baggrund af en ærgerlig sag, hvor et flertal i Folketinget nu har tilkendegivet, at Inger Støjberg ikke kan fortsætte på tinge, skriver Gitte Willumsen i opslaget på Facebook.

Flertal vil erklære Støjberg uværdig

Et politisk flertal vil erklære tidligere Venstre-medlem og nu løsgænger Inger Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget, efter at hun mandag blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten.

Flertallet er der i form af Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og tre løsgængere.

Afstemningen om Inger Støjbergs værdighed ventes at ske den 21. december. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

I september sidste år fortalte Venstres gruppeformand i Silkeborg, Flemming Heiberg, til TV 2 ØSTJYLLAND, at det var Willumsens mange udtalelser og personlige udstillinger af medlemmer, der var årsag til, at hun var blevet smidt på porten af partiet.

Gitte Willumsen var ved folketingsvalget i 2019 opstillet for Venstre. Det lykkedes hende ikke at blive valgt ind, men hun fik dog så mange stemmer, at hun blev andensuppleant.

Gitte Willumsen havde en kort periode i Folketinget for Venstre, da Thomas Danielsen (V) var på barselsorlov. 

TV2 ØSTJYLLAND arbejder på en uddybende kommentar fra Gitte Willumsen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her