Ni anholdte er sigtet i terrorsag, mens 13 er løsladt
På et pressemøde onsdag blev det oplyst, at årsagen til den omfattende politiaktion onsdag var mistanke om terror.
Torsdag blev otte af de anholdte efter en stor politiaktion fremstillet i grundlovsforhør i København.
Alle otte sigtes efter straffelovens paragraf 114 stk. 1, den såkaldte terrorparagraf.
Det drejer sig om to kvinder og seks mænd. Det oplyser Københavns Politi, der fortæller til TV 2, at i de i alt anholdt 21 personer onsdag.
Fyens Politi oplyser, at en niende person - en mand - bliver fremstillet i grundlovsforhør i Odense. Sigtelsen er endnu ukendt.
Det sker dog i relation til, at svært bevæbnet politi onsdag slog til på 20 adresser landet over.
Anklagemyndigheden oplyser, at der i Dommervagten i Københavns Byret er tale om to forskellige sager med hver deres journalnummer. Den ene sigtelse angår fem anholdte, den anden er rejst mod de tre resterende.
Københavns Politi oplyser til TV 2, at 13 af de personer, der blev anholdt i terroraktionen onsdag, er blevet løsladt igen.
Sag 1: Sprængstoffer
I det ene retslokale blev en 38-årig kvinde og to mænd på 21 år fremstillet i grundlovsforhør.
Under retssagen er kvinden iført sort niqab, så håret er dækket. På hænderne har hun lange sorte handsker. Hun talte meget kortfattet og dækkede sig for munden med sit tørklæde.
Mændene har skæg, og den ene har samlet sit hår i en knold, den anden er korthåret.
Ved retsmødet kom det frem, at de tre er sigtet for i forening at have til hensigt at tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade.
Ifølge sigtelsen havde de tre personer til hensigt at producere og anvende sprængstoffet TATP og andre eksplosiver. Terrormålet eller -målene blev ikke nævnt under grundlovsforhøret.
To af de sigtede nægtede sig skyldige. Den tredjes holdning kom ikke frem under retsmødet.
Sag 2: Pistoler og lyddæmpere
I det andet retslokale blev de resterende fem anholdte fremstillet. Her var der tale om en kvinde og fire mænd i alderen 19-28 år.
Der er tale om en 26-årig mand iklædt ternet skjorte, en 25-årig mand iklædt sort trøje og sort vest samt en kvinde på 28 år, der bærer en sort klædedragt og sort slør.
De resterende to er en mand på 19 år med langt skæg og stribet polotrøje samt en 24-årig mand med halvlangt krøllet hår, sort T-shirt og blå joggingbukser.
De fem er ligeledes sigtet for i forening at have til hensigt at tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade.
Anklageren mener, at de i den forbindelse har forsøgt at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition til brug for en eller flere terrorhandlinger.
De nægter sig alle skyldige i forsøg på at købe eller finansiere våben til brug ved terror. Dermed har syv af de otte, der er blevet fremstillet i Københavns Byret, nægtet sig skyldige. Det er fortsat uvist, hvordan den sidste - den 38-årige kvinde - forholder sig.
Som i sag nummer 1 blev terrormålet- eller målene heller ikke her oplyst.
Der er nedlagt navneforbud i begge sager.
Terrortruslen forbliver på det næsthøjeste niveau
PET har efter aktionen onsdag ikke hævet terrortruslen i Danmark. Således vurderes den fortsat at være "alvorlig" og altså ikke "meget alvorlig".
På et pressemøde onsdag oplyste den operative chef i PET, Flemming Drejer, at det er deres vurdering, at de anholdte er drevet af et islamistisk militant motiv.
- Vi ser med stor alvor på en sag som denne her, der desværre bekræfter, at der er personer, der både har intentioner og kapacitet til at begå terror i Danmark.
Aktionen fandt sted, efter det PET-chefen beskriver som en "intensiv efterretningsindsats".
Alle de personer, politiet havde i kikkerten, blev anholdt ved onsdagens operation.