Seks mænd og to kvinder fremstilles i grundlovsforhør efter politiaktion
Seks mænd og to kvinder fremstilles torsdag i grundlovsforhør, efter de onsdag blev anholdt i forbindelse med en større antiterroraktion.
Onsdag gennemførte politiet en større aktion, hvor i alt 20 personer blev anholdt.
Otte ud af de 20 personer bliver i dag klokken 11:30 fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Det oplyser Københavns Politi til TV 2.
Ifølge TV 2 er der tale om seks mænd og to kvinder, som alle bliver sigtet for den mest alvorlige terrorbestemmelse i straffeloven, der hedder paragraf 114, stk. 1. Hvis man kendes skyldig, kan man risikere fængsel på livstid.
Sigtet for at fremstille bomber
TV 2 skriver også, at byretten benytter to sale under grundlovsforhøret, hvor tre af de sigtede bliver fremstillet i den ene, og fem i den anden.
I den ene sal bliver en ung kvinde og to mænd fremstillet. De er sigtet for at have "forsøgt at gøre handlinger, der i kraft af deres karakter kan tilføje Danmark eller et andet land alvorlige skader", og at de har haft til hensigt "at fremstille bomber".
I den anden sal er der en kvinde og fire mænd. De sigtes for at have forsøgt at købe elle finansiere våben og ammunition til terrorbrug.
Syv politikredse er involveret
En mistanke om, at et islamistisk terrorangreb var ved at blive planlagt, førte onsdag til en omfattende politiaktion, hvor hele syv politikredse er involveret. Der er tale om kredsene Østjylland, Københavns Vestegn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Midt- og Vestsjælland, Fyn og København.
Over for TV2 ØSTJYLLAND har Østjyllands Politi også tidligere bekræftet deres involvering i aktionen.
- Jeg kan bekræfte, at Østjyllands Politi har taget del i den store, koordinerede aktion, oplyser chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet ransagede 20 forskellige adresser rundt omkring i landet, hvor i de altså også anholdte i alt 20 personer.
Overblik - Her var politiet talstærkt tilstede
Her er et overblik over de steder, hvor medier har meldt om talstærkt politi med mulig forbindelse til aktionen:
* Aalborg: Både på Ravnkildevej og Stormgade i Aalborg har der ifølge flere medier været aktioner ved blandt andet kollegieboliger.
* Aarhus: Ifølge Jyllands-Postens oplysninger gennemførte politiet en aktion på Rydevænget i det vestlige Aarhus natten til onsdag.
* Greve: Hærens ammunitionsryddere var onsdag aften til stede i Gershøjparken i Greve, hvor bomberobotten Rulle-Marie blev taget i brug. Politiet har bekræftet, at aktionen havde forbindelse til terrorsagen.
* Gullestrup: En bolig skal være blevet ransaget ved Lyngens Kvarter i Gullestrup nær Herning. Det skriver Herning Folkeblad.
* Herlev: På Højbjergvej i Herlev var politiet ifølge DR Nyheders oplysninger talstærkt til stede.
* Husum: Ved en lejlighed i Voldparken i Husum i København har der været en ransagning, skriver Ekstra Bladet.
* Munkebo: På en gård ved Munkebo på det nordøstlige Fyn var politiet talstærkt til stede ifølge TV2.
* Valby: Mindst en adresse i Valby er ifølge TV2's oplysninger blevet ransaget.
Kilder: TV2, Berlingske, DR, Ekstra Bladet, Herning Folkeblad, Jyllands-Posten.
/ritzau/
Det mangler vi at få svar på
Det er helt sikkert, at Østjyllands Politi er involveret i sagen, men det er stadig uklart om nogle af de personer, der er blevet anholdt, stammer fra Østjylland.
Det er også uvist, om en eller flere af de 20 ransagninger har fundet sted i Østjylland, eller om der blot er tale om, at Østjyllands Politikreds har hjulpet de andre politikredse.
Læs også:
Derudover kender vi endnu ikke til de anholdtes identitet eller nationalitet. Vi kender heller ikke til selve terrormålet eller motivet for at begå terror.
Forhåbentlig bliver vi klogere efter grundlovsforhøret. Klokken 12:00 holder politiet et nyt pressemøde, som også gerne skal gøre os klogere.
TV2 ØSTJYLLAND dækker sagen tæt og opdaterer løbende TV2ØSTJYLLAND.dk med nye informationer.
Skydevåben og sprængstoffer
Om nogle af de 20 anholdte er fra Østjylland, vides endnu ikke.
På pressemødet i København onsdag kom det dog frem, at flere af dem sigtes for at have fremskaffet skydevåben og genstande, der kan bruges til sprængstoffer.
- Vi har fået fat i alle, som vi har eftersøgt. Ingen er på fri fod, og vi har styr på situationen, lød det fra chefpolitiinspektør hos Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov.
PET deltog også på pressemødet, og herfra kunne operativ chef, Flemming Drejer, fortælle, at man mistænker, at aktionen er drevet af et islamistisk motiv, og efterretningstjenesten ser med stor alvor på sagen.
- Terrortruslen er alvorlig, og efterforskningen fortsætter. Det kan virke voldsomt på folk, når en så omfattende aktion finder sted, men vi gør vores yderste for at passe på Danmark. Vi skal leve vores liv normalt og ikke lade os kue af terror, sagde han.