Nu må gravide igen få deres partner med til scanning

Gravide må nu få én ledsager med til scanninger og undersøgelser i tilknytning til graviditeten, og fødende og barslende må få én ledsager med til fødslen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Under coronakrisen har det indtil nu ikke været muligt for gravides partnere at deltage i jordemoderkonsultationer og ultralydsscanninger i Region Midtjylland. Foto: Morten Dueholm/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

For tre måneder siden lukkede Mette Frederiksen landet ned. Samme aften sendte Aarhus Universitetshospital en meddelelse ud til 1.800 vordende mødre.

Meddelelsen lød på, at mødrene ikke længere vil kunne få deres partner eller en pårørende med til diverse undersøgelser, scanninger og jordmoderbesøg.

De gravide har været enormt utålmodige, og det kan jeg virkelig godt forstå. Det er trist, når man lukker ned.
Joke-Gesine Habben, leder Aarhus jordmoderpraksis, AUH

- De gravide har været enormt utålmodige, og det kan jeg virkelig godt forstå. Det er trist, når man lukker ned. Men de fleste har også taget det rigtig flot, siger Joke-Gesine Habben, der er leder af Aarhus jordmoderpraksis på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.

Men nu behøver de gravide ikke væbne sig med tålmodighed længere. I går, præcis tre måneder efter hospitalet sendte den triste meddelelse ud, kunne hospitalet sende endnu en meddelelse ud til i alt 2.800 gravide, og denne gang en god en af slagsen.

VIDEO: Sofia Nisma (tv.) og Regitze Als Mortensen (th.) føler begge, at det er svært at navigere i, hvordan man skal forholde sig til COVID-19 som gravid. Se indslaget her.

Fra i dag, fredag, er det nemlig igen muligt at få sin partner eller én pårørende med til alle de undersøgelser og samtaler, der hører med til en graviditet på alle Region Midtjyllands hospitaler.

- Vi er så glade. Vi har også sat flag frem, siger Joke-Gesine Habben, der er leder af Aarhus jordmoderpraksis på Aarhus Universitetshospital, til TV2 ØSTJYLLAND.

Lemper på restriktionerne

Beslutningen, om at gravide nu må have sin partner eller en anden ledsager med til undersøgelserne, er taget, efter sundhedsministeriet i tirsdags oplyste, at besøgsforbuddet og besøgsrestriktionerne på sygehuse og psykiatriområdet gradvist vil blive ophævet.

Det betyder blandt andet, at plejehjemsbeboere, sygehuspatienter og patienter på psykiatriske afdelinger kan få flere muligheder for at få besøg af 1-2 faste personer.

- Vi gør fortsat alt, hvad vi kan for ikke at få smittekæder ind på sygehusene og plejehjemmene, for vi ved desværre, at mere end 1/3 af alle dødsfald blandt covid-19-tilfælde i Danmark sker på plejehjem. Derfor er vi nødt til at have nogle restriktioner fortsat, sagde sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke til TV 2 tirsdag.

Hovedpunkterne i den nye model er:

  • Besøg skal som udgangspunkt gennemføres udendørs. Og man kan ikke længere forbyde et udendørsbesøg.

  • Besøg kan stadig ske indendørs, hvis der er tale om en kritisk situation.

  • Som noget nyt bliver der også mulighed for at få besøg indendørs af 1-2 faste besøgspersoner, som beboeren eller patienten selv udpeger. Det gælder, hvis en beboers eller patients helbred eller de fysiske rammer på plejehjemmet eller sygehuset gør, at besøget ikke kan foregå udendørs.

  • I forhold til sygehusene vil besøgspersonen også kunne ledsage patienten til behandling, undersøgelse eller samtale, mens patienten er indlagt. Det samme gælder ved ambulant behandling, undersøgelse eller samtale.

  • Det vil være ledelsen på plejehjemmet eller sygehuset, der i den konkrete situation beslutter, om der kan ske besøg eller ledsagelse. Her skal der bl.a. tages hensyn til, om besøget kan ske på en forsvarlig måde.

  • Der vil være mulighed for, at man som pårørende – på frivillig basis - lader sig teste forud for besøg på plejehjem og sygehus.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her