Populær ordning droppes - ældre fratages ekstra frihed

I Østjylland har Silkeborg og Norddjurs Kommuner måtte droppe klippekortsordning for ældre. Beslutningen kritiseres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Klippekortordningen har vakt glæde rundt om på de østjyske plejehjem gennem længere tid. Nu er den droppet to steder. Her er det dans på plejecentret Rosenvang i Aarhus, hvor ordningen stadig tilbydes. Arkiv

En særlig klippekortsordning, der skulle sikre de dårligst stillede ældre hjælp til udflugter og andre aktiviteter, er skåret væk i blandt andre Silkeborg og Norddjurs Kommuner.

En beslutning, der møder kritik fra Christiansborg og Ældrerådet.

Dansk Folkeparti kalder det en skændsel.

- Det er en klar forringelse for mange ældre. Det er faktisk en skændsel.

- Når kommunerne nu i stedet får pengene på det såkaldte bloktilskud og frit kan råde over, hvad de bruger dem til, ja så forsvinder de fra ældreområdet, skriver formand Kristian Thulesen Dahl (DF) i sit ugebrev.

Forstår ikke kommunerne

Ordningen for klippekort blev i 2017 og 2018 finansieret med 380 millioner kroner årligt, som VLAK-regeringen og støttepartiet DF afsatte i finansloven målrettet det eksakte formål.

Siden er pengene indgået som en del af bloktilskuddet. Derfor bestemmer kommunerne nu selv, om de vil bruge pengene til andre formål.

Den typiske tilbagemelding er, at de er ærgerlige over, at den ikke er der mere, fordi de brugte den. Jeg synes ikke, at det er en dårlig ordning, men vi har ikke pengene.
Flemming Heiberg (V), formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Silkeborg

Sundhedsministeren er blevet kaldt i samråd af Dansk Folkeparti. Han har selv lagt ud med at kræve en forklaring fra de i alt 17 kommuner, som har droppet ordningen.

- Medmindre kommunerne har igangsat lignende kvalitetstiltag på plejehjemmene, så står jeg meget uforstående over for, at der er kommuner, der ikke har prioriteret at videreføre klippekortet, skriver ministeren i folketingssvaret.

VIDEO: En god gang varm mad krydret med hyggeligt selskab er godt for de fleste. Og for ældre, der ikke kommer særlig meget ud, kan det gøre en stor forskel, når de mødes med jævnaldrene et par timer. Det gør de på Ulstrup Kro, hvor der er fællesspisning én gang hver måned. Se indslaget fra den 17. oktober 2019 her. 

Presset på økonomien

Klippekortet giver beboere på plejehjem eller modtagere af hjemmehjælp mulighed for en halv times ekstra hjælp om ugen efter eget ønske. Ordningen indebærer også, at den ældre kan spare klippene op.

På TV2 ØSTJYLLAND har vi tidligere fortalt flere historier om ældre, der roste tiltaget, som de ivrigt benyttede sig af.

Vores ældrepleje er i forvejen kørt helt i bund på grund af besparelser. Det er helt ude i hampen, at de svageste ældre ikke længere kan få hjælp til for eksempel at komme til frisøren.
Ingeborg Kyed Pedersen, formand ældrerådet, Norddjurs Kommune

I Silkeborg er en af de ansvarlige for afskaffelsen af klippekortet da også godt træt af, at det har været nødvendigt.

- Det er en benhård prioritering, vi er maksimalt presset på økonomien og har måtte finde besparelser især i vores udvalg, fordi vi er presset af stigende udgifter på sundhedsområdet. Derfor er ordningen droppet, siger formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Flemming Heiberg (V), til TV2 ØSTJYLLAND.

Vil gerne have den tilbage

Klippekortet for de ældre blev i Silkeborg afskaffet i efteråret 2019, og siden har flere ældre savnet den, lyder det fra udvalgsformanden.

- Den typiske tilbagemelding er, at de er ærgerlige over, at den ikke er der mere, fordi de brugte den. Jeg synes ikke, at det er en dårlig ordning, men vi har ikke pengene, siger Flemming Heiberg.

Han så den gerne indført igen, men på nuværende tidspunkt har politikeren svært ved at se, hvor midlerne skulle komme fra.

VIDEO: Ensomhed er et stort problem for mange ældre - de har ikke længere et arbejde, børn og børnebørn bor måske langt væk, og ægtefælden kan være gået bort. Men i Assentoft ved Randers har de en klub der giver mange ældre noget at stå op til. Se indslaget fra den 5. september 2019 her. 

Bør kunne komme til frisør

Også i Norddjurs Kommune har beslutningen om ikke længere at tilbyde klippekortet vakt vrede og frustration.

I Norddjurs er ordningen droppet som led i en omfattende sparerunde, der har betydet fyring af omkring hver tiende medarbejder i ældreplejen.

- Vores ældrepleje er i forvejen kørt helt i bund på grund af besparelser. Det er helt ude i hampen, at de svageste ældre ikke længere kan få hjælp til for eksempel at komme til frisøren eller se en film efter eget valg.

- Det er så vigtigt med den slags små ting til at lyse op i hverdagen. Særligt når personalet i ældreplejen har mindre tid end tidligere, siger formanden for ældrerådet i Norddjurs Kommune, Ingeborg Kyed Pedersen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her