Sårbare skal vaccineres mod lungebetændelse og holdes ude af sygehusene

Alle over 65 år bliver fremover tilbudt gratis vaccination mod lungebetændelse for at lette sundhedsvæsenet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Fred Tanneau - Ritzau Scanpix

Folketingets partier og regeringen har tirsdag aften vedtaget en ny vaccinationspakke, der blandt andet tilbyder gratis vaccination mod lungebetændelse til risikogrupper og alle over 65 år.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Vaccinationspakken skal reducere antallet af sårbare patienter, som rammes af andre alvorlige infektionssygdomme.

Dermed skal den medvirke til at forhindre, at sundhedsvæsenet overbelastes under udbruddet af coronavirus i Danmark.

Regeringen er sammen med et enigt Folketing derfor nået til enighed om en bred indsats for vaccination af ældre, sårbare grupper og sundhedspersonale.

Den skal sikre, at færre af de mest sårbare patienter rammes af en alvorlig infektionssygdom såsom pneumokoksygdom, der kan medføre lungebetændelse og i nogle tilfælde blodforgiftning og hjernehindebetændelse.

Derudover indeholder pakken gratis vaccination mod influenza til sundhedspersonale samt til flere personer i risikogrupper.

Desuden fortsætter muligheden for gratis kighostevaccination til gravide.

Mål om 75 procemt

Målet med vaccinationspakken er at nå 75 procents tilslutning for både pneumokokvaccination og influenzavaccination.

Det svarer til en forøgelse på omkring 50 procent i forhold til den nuværende deltagelse i vaccination mod influenza.

De første vacciner vil blive leveret i april og skal tildeles de mest sårbare grupper.

Det vil sige, at det først er beboere på plejehjem og ældre over 65 år med fysiske lidelser som eksempelvis kronisk lungesygdom, der bliver vaccineret.

Tilbud til efteråret

Til efteråret vil alle ældre over 65 år samt særlige risikogrupper også blive tilbudt vaccination mod pneumokokker.

Vaccinationerne vil blandt andet kunne fås hos egen læge.

Derudover opfordrer Sundheds- og Ældreministeriet kommunerne til i højere grad at tilbyde beboere på plejehjem at blive vaccineret, hvor de bor.

Har været et puslespil at skaffe vacciner

Beslutningen om at det nu skal være gratis for alle over 65 år at blive vaccineret mod lungebetændelse, har betydet, at der hurtigt har skullet skaffes en enorm mængde vaccine.

Var vi blevet kontaktet bare en uge senere, kan jeg ikke love, at vi kunne have hentet så mange doser hjem til Danmark.
Andreas Daugaard Jørgensen, administrerede direktør i MSD Danmark og Island

Ifølge firmaet, som har fået opgaven med at skaffe vaccinerne, der retter sig mod lungebetændelse forårsaget af pneumokokker, har det været lidt af et puslespil.

Andreas Daugaard Jørgensen, der er administrerede direktør i MSD Danmark og Island, som leverer vaccinerne, fortæller, at det faktisk var i sidste øjeblik, at beslutningen blev taget.

- Regeringens hurtige ageren har været helt afgørende for, at vi havde mulighed for at hente så mange vacciner hjem på rekordtid, siger Andreas Daugaard Jørgensen.

- Var vi blevet kontaktet bare en uge senere, kan jeg ikke love, at vi kunne have hentet så mange doser hjem til Danmark, siger han.

I alt skal Danmark bruge 800.000 doser vaccine, som er blevet hentet hjem fra et lager i Holland. Mange af doserne var oprindeligt bestemt for andre lande, men den store danske ordre har betydet, at de nu kommer her til.

Færre vil få lungebetændelse

Hvert år bliver omkring 48.000 danskere indlagt med lungebetændelse. Langt størstedelen af dem er over 65 år.

Vaccinen beskytter ikke mod alle slags lungebetændelser, men kun den type, som er forårsaget af pneumokokker.

Det er den bakterie, som er den hyppigste enkeltstående årsag til lungebetændelser. Så vaccination af de ældre vil dermed kunne lette presset på de danske sygehuse i forbindelse med coronaepidemien.

- Vi kommer til at se færre syge, færre indlæggelser og færre dødsfald forårsaget af pneumokok-lungebetændelse. Og er man over 65 år, så er lungebetændelse ikke at spøge med – det kan tage flere måneder, inden man er på toppen igen, siger Andreas Daugaard Jørgensen.

Vaccination mod pneumokokker beskytter ikke mod Covid-19, som er sygdommen forårsaget af det nye coronavirus. Men sygdomme i luftvejene, som COVID-19 rammer, øger risikoen for andre bakterielle infektioner, herunder pneumokokker, og derfor vil vaccinen betyde færre syge af pneumokok-lungebetændelse.

I 2018 døde 1995 danskere af lungebetændelse.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her