Tandlæger får påbud for at sløse med coronabeskyttelse

Klinikker har blandt andet genbrugt mundbind i 11 dage og hængt engangskitler til tørre i personalestue.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Mette Mørk

Syv tandlægeklinikker har frem til 1. juni fået strakspåbud fra Arbejstilsynet, fordi de ikke har beskyttet de ansatte effektivt nok mod risikoen for coronasmitte.

Det skriver DR Nyheder på baggrund af en aktindsigt.

Klinikkerne har ikke haft styr på at bruge mundbind, kitler og andre værnemidler korrekt. Det betyder, at behandlingen på patienter ikke er blevet udført sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Tilsynsbesøgene har i denne periode været gennemført på baggrund af alvorlige ulykker og klager eller målrettede tilsyn med henblik på forebyggelse af coronasmitte og ulykker, oplyser Arbejdstilsynet i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Masker brugt i 11 dage

Eksempelvis har en tandlægeklinik vasket engangskitler og hængt dem til tørre i personalestuen.

På en anden klinik fik de ansatte udleveret to engangsmasker, som de blev instrueret i at afspritte, så de kunne bruges igen. Maskerne blev brugt i mindst 11 dage.

De syv tandlægeklinikker, der har fået strakspåbud, har alle efterfølgende rettet op på overtrædelserne. Derfor nævner DR heller ikke navnene på klinikkerne.

I perioden, hvor de syv klinikker har fået påbud, har Arbejdstilsynet været forbi i alt 17 klinikker.

Tandlægeforeningen: Syv er rigtig få

Hos Tandlægeforeningen siger formanden for klinikejerne, Torben Schønwaldt:

- Jeg synes ikke, det er noget stort problem. Men jeg er selvfølgelig glad for, at Arbejdstilsynet har været på pletten og har givet strakspåbud, så de her klinikker har fået rettet ind, siger han til DR Nyheder.

Hvis man holder det op imod, at der er cirka 1700 private tandklinikker i Danmark, mener han, at syv faktisk er rigtig få.

- Men det friholder selvfølgelig ikke den enkelte tandlæge for ansvaret for at overholde retningslinjerne.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her