Turistbranche jubler over grænseåbning: - Vi er meget lettede
Fra den 15. juni må tyskere, islændinge og normænd rejse til Danmark, og det glæder især et af Danmarks største husudlejningsfirmaer.
- Jeg er meget lettet.
Sådan lyder det fra Per Dam, der er administrerende direktør i husudlejningsfirmaet, Sol og Strand, efter han fredag eftermiddag fik at vide, at Mette Frederiksens udmelding om at normænd, tyskere og islændinge må krydse den danske grænse fra den 15. juni.
- Det har været en rigtig hård tid at gå rundt i, og vi har været frustreret over, at der ikke var fundet nogen løsning, og at der ikke er blevet noget meldt ud, så jeg er lettet nu, siger Per Dam til TV2 ØSTJYLLAND.
Sol og Strand har 21 bureauer rundt omkring i landet. Heriblandt i Ebeltoft, hvor de udlejer sommerhuse.
- Det har enorm betydning for de mange kystsamfund, at der er blevet åbnet op for de to lande. Vi er utrolig glade for, at der kommer flere danskere i juni måned, men der er jo ikke nok danskere til at udfylde hele sommeren, og derfor er det så vigtigt, siger Per Dam og fortsætter:
- Turismen er med til at skabe et grundlag for mange erhverv og familier i kystsamfundene, så det er vigtigt for deres overlevelse også, siger Per Dam.
Den norsk-danske grænse åbner den 15. juni. Det samme gør den dansk-islandske og den dansk-tyske grænse.
Det betyder, at turister fra Norge, Island og Tyskland igen kan komme til Danmark. Det kræver dog, at de minimum har seks overnatninger i Danmark.
Taber minimum 3 milliarder kroner
De danske grænser har været lukket siden den 14. marts, og fra den dato til den 31. maj har den danske ferieudlejningsbranche, ifølge Per Dam, tabt tre millioner udenlandske overnatninger.
Det svarer til en omsætning i Danmark på 2, 3 milliarder kroner.
- Det har været rigtig hårdt, og derfor så jeg også gerne, at vi måtte åbne op tidligere. I juni er der normalt 1,7 millioner udenlandske overnatninger, og det bliver halveret nu, fordi grænserne er lukket til den 15. juni, så i feriehussektoren ender vi minimum med at miste en omsætning på cirka tre milliarder kroner, siger Per Dam til TV2 ØSTJYLLAND.
Den tabte fortjeneste på udenlandske feriehusgæster har naturligvis ikke kun ramt feriehusudlejerne.
- Af det tab, der har været på en feriehusgæsts forbrug per døgn, går 36 procent af omsætningen til overnatning, mens resten går til shopping, oplevelser, transport, café besøg, restaurant besøg, attraktioner, og meget mere, så når man taber penge hos husudlejerne rammer det bredt, siger Per Dam til TV2 ØSTJYLLAND.
Norske vs. tyske turister
I husudlejningsbranchen er de allervigtigste gæster de tyske, mens de norske kommer i næste række.
- Tyskland er det vigtigste marked for dansk kystturisme og herefter kommer Norge, men vi tager også gladelig imod Islændingene, siger Per Dam til TV2 ØSTJYLLAND.
I Ree Park Safari, som ligger nær Ebeltoft, er de i modsætning til husudlejningsbranchen gladeste for, at normændene nu får lov til at krydse den danske grænse.
- Vi har faktisk flest danske turister. Den helt store udenlandske kilde for besøgende i parken for os er nordmænd, så det er enormt vigtigt for os, at der er blevet åbnet op for dem, men vi har indstillet os på, at det primært er danske turister, vi får besøg af i år, siger parkens direktør, Jesper Stagegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Ser fremad
I turistbranchen er der helt generelt blevet tabt rigtig mange penge, og Per Dam så også gerne, at der både var blevet åbnet op tidligere, og også at regeringen havde åbnet op for endnu flere lande. Heriblandt Holland og Sverige.
- Vi får ofte mange turrister fra Holland, så jer ser gerne at der bliver åbnet op til dem også, og så til svenskerne. Men nu handler det om at tage de fremadrettede briller på, og få det bedste ud af den tid, vi har, siger Per Dam til TV2 ØSTJYLLAND.
Direktøren i husudlejningsfirmaet har forudser trods alt en travl sæson, og så har han en sidste bøn til danskerne.
- Jeg forudser en højsæson, der bliver mere travl, end den plejer. Og vi håber, at de danskere, som er i sommerlandet i år, også vil komme forbi i efteråret. Det vil betyde rigtig meget, siger Per Dam til TV2 ØSTJYLLAND.
Ferie med restriktioner
Det kommer til at foregå med restriktioner, når turister fra vores nabolande tager på ferie i Danmark. Det skriver TV2.dk.
De skal dokumentere, at de har booket et ophold i Danmark udenfor København, og de skal have booket mindst seks overnatninger i sommerhus, campingplads, på hotel eller lignende.
De må gerne tage på ture til København, men ikke bo i hverken København eller Frederiksberg Kommune.
Der vil blive lavet stikprøvetests ved grænsen og opstillet mobile teststationer populære steder i sommerlandet. Men det vil dog ikke være et krav for at indrejse i Danmark, at man lader sig teste.
Hvis en udlænding, der ønsker indrejse, viser tydelige sygdomstegn, som for eksempel hoste, tegn på feber eller lignende, vil vedkommende blive afvist.
Og alle udenlandske turister vil få information om de danske coronaretningslinjer, når de kommer hertil.
Danskere opfordres til at undgå storbyer, hvis de tager på ferie i Norge, Island eller Tyskland.