Mette går til kamp mod asfaltjunglen: Blomster og bier skal redde byerne
Byblomst hjælper kommuner med at få liv og biodiversitet med blomsterbede. På den måde er de med til at sikre en bedre fremtid.
- Vi vil sætte biodiversiteten på dagsordenen og få mere liv ind i byen, siger ejer af Byblomst Mette Bue Lorentzen.
Beton, asfalt og hvis vi er heldige, så er der måske lidt grønt, der stikker op mellem fliserne på fortovet. Men det skal være slut nu, hvis det står til det Horsens-baserede firma Byblomst.
- Vi ved fra forskning, at blomstrede arealer øger endorfinerne i vores hjerner, og så kan det også støtte biodiversiteten ved at skabe pollen og levesteder for vores insekter, forklarer Mette Bue Lorentzen til TV2 ØSTJYLLAND.
Byblomst har en klar og grøn dagsorden, der fokuserer på, at blomster og planter er nøglen til mere bæredygtighed i byerne.
- Når man læser forskning om, hvad planter kan gøre ved vores hjerner – det er helt utroligt. Så burde flere være oppe at køre over planter og insekter.
Kommuner køber bede
Mette Bue Lorentzen og hendes firma, Byblomst, har to ansatte. Virksomheden har knap to år på bagen.
Firmaets bede bliver købt af kommuner, der gerne vil have mere biodiversitet.
- Vi har mange arealer, der består af asfalt og belægning, der er grå, triste og kedelige, og som ikke rigtigt byder på liv. Så for os handler det om at få mere liv og glæde for borgerne, der kommer forbi, siger Mette Bue Lorentzen.
Byblomst viser på daglig basis landets kommuner, at planter i bybilledet ikke alene er godt for miljøet og luftkvaliteten. Planterne er også godt for økonomien i kommunekassen.
- For os koster det ikke mere at skabe liv, farve og mere biodiversitet. Mine kolleager og jeg skal ikke ud og bede om ekstra bevillinger. For de her blomstrede arealer er på sigt ikke dyrere end at holde de græsarealer, vi allerede har, siger entreprenørchef i Skanderborg Kommune Jens-Erik Dengsøe.
Planter der har det godt i Danmark
Byblomst sammensætter planter, der passer til det danske klima. Og så er bedene nemme at vedligeholde.
- Vi går meget op i at tage de kloge beslutninger nu og så lave langvarige og bæredygtige løsninger. De planter, vi sender ud ad døren, er robuste nok til at kunne leve i danske miljø, siger Mette Bue Lorentzen.
Byblomst dyrker sine planter selv ved et gartneri ved Solbjerg syd for Aarhus. Her sørger de ansatte for, at bæredygtigheden tænkes ind hele vejen i systemet.
- Alle de bakker og emballager, som vores planter kommer i, dem henter vi hjem igen, så vi ikke efterlader affald. Vi recirkulerer også vandet på gartneriet, og så bruger vi svampe til planterne i stedet for pesticider, siger Mette Bue Lorentzen.
Biodiversiteten er udfordret
FN vurderer, at helt op til en femtedel af alle dyr på landjorden er forsvundet indenfor de seneste 100 år. Og det går rigtig stærkt den forkerte vej, fortæller Steffen Max Høgh, der er manden bag podcasten Bæredygtig Business.
- Op imod 70 procent af de insekter, som vi kender til, de er faktisk ikke længere på planeten. Så der sker lige nu en masseudryddelse af små bitte dyr, som man ikke lægger mærke til, men som faktisk er ret vigtige for vores økosystem, siger Steffen Max Høgh.
Hvis det står til Byblomst, så skal Østjylland være med til at redde insekterne. Firmaet vil lave flere grønne oaser i byernes asfaltjungle.
- Vi vil bare gerne sætte biodiversiteten på dagsordenen og få mere liv ind i byen. De planter, som vi planter nu, vil kunne stå der i mange hundrede år. Vi sikrer fremtiden, siger Mette Bue Lorentzen.