Bloggers rørende video giver travlhed hos blodbank: 1500 har tilmeldt sig
Aarhus Universitetshospitals blodbank har efter en video fra en kendt blogger fået rygende travlt.
Historien om to syge børn fik bloggeren Mette Marie Lei Lange til at fortælle sine følgere, hvor nemt de kunne være med til at redde liv. Det giver nu positiv travlhed hos blodbanken i Aarhus.
For siden videoen har 1500 meldt sig som stamcelledonorer hos Bloddonorerne i Danmark. Det mærker man altså også i Østjylland.
- Normalt kommer der omkring 150 tilmeldinger på én måned. Vi skal nu lære at håndtere så mange tilmeldinger og arbejder på højtryk, for at alle får svar hurtigst muligt, siger overlæge hos Blodbanken på Aarhus Universitetshospital, Betina Sørensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er super dejligt og fantastisk med fokus på det, fortsætter hun.
En eftermiddag med en brikjuice
Hele æren skal tilskrives Mette Marie Lei Lange, der lever af at skrive til følgerne på sin blog og Instagram-profil. Og det var de følgere, hun torsdag henvendte sig til i en video:
- Jeg kan simpelthen ikke holde ud, at der ligger børn og venter på stamceller, som vi har i kroppen. Det er ikke et organ, der skal doneres. Der er ikke nogen, der skal dø for det her. Det er simpelthen bare en eftermiddag med en brik appelsinjuice, siger hun i videoen, der blev delt på Instagram.
HVAD ER STAMCELLEDONATION?
Hvert år får mere end 100 danskere konstateret en sygdom, der kræver en stamcelletransplantation for at overleve. Heraf har størstedelen kræft i blodet.
Tidligere skulle stamcellerne hentes direkte fra knoglemarven, men i dag kan man ved hjælp af medicin få dem over i blodet, hvor de kan 'høstes'.
For at tilmelde sig, skal man være bloddonor, mellem 18-60 år og veje mindst 50 kilo.
Kilde: bloddonor.dk
Ved ikke hvor nemt det er
Baggrunden for videoen var, at Mette Marie Lei Lange havde fået at vide, en treårig dreng fra hendes vej var blevet indlagt med leukæmi.
Og samme dag modtog hun ligeledes en besked om en lille pige, der først var erklæret rask, men nu er syg igen. Hun står og mangler en stamcelledonor, og i Danmark er der ingen, der matcher hende.
Mette Marie Lei Lange kalder sammenfaldet 'skæbnebestemt' og valgte at handle på det ved at dele sine tanker.
- For der er mange, der ikke er klar over, hvor nemt det er at blive donor - du skal ikke indlægges eller give din nyre. Det kræver bare en blodprøve for at redde et liv, siger hun.
Kan bruge ti gange så mange donorer
Generalsekretær hos Bloddonorerne i Danmark Flemming Bøgh-Sørensen er ligesom Betina Sørensen ovenud begejstret for den store interesse.
- Det er jo fantastisk, at influencere har så stor indflydelse, at et opslag eller to kan flytte så meget, siger han til TV 2.
Ifølge generalsekretæren er der i øjeblikket omkring 50.000 stamcelledonorer, men han vurderer, at der sagtens kunne bruges ti gange så mange.
- Det er en udfordring, at der er så få i stamcelle-registret, at vi ikke er sikre på at få et match hver gang. Jo flere, jo bedre chance er der.
Føler de kender hende
Det undrer ikke Anne-Bertha Heeris Christensen, der er Ph.d. Fellow og forsker i sociale medier og influencer-marketing, at bloggerens budskab har fået så mange mennesker til at handle.
Ifølge hende kan relationen mellem blogger og læser nemlig beskrives som et venneforhold.
- De føler, at de kender hende, fordi de har fulgt hende i lang tid. Hvis din ven sagde til dig, at du skulle melde dig til, så ville de fleste også være mere tilbøjelige til at gøre det. Man vil gerne hjælpe sine venner, siger hun til TV 2.
Betina Sørensen fra Aarhus Universitetshospital ser gerne, at blodbankerne bruger Mette Marie Lei Langes erfaringer fremadrettet.
- Det er en måde, vi skal prøve at udnytte meget bedre, end vi har gjort indtil videre, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.