Fotovogne skovler millioner ind: Tre gange så mange bøder i 2016
Flere fotovogne, bedre udstyr og fast bemanding har fået antallet af fartbøder til at eksplodere i Østjylland
63,2 millioner kroner.
Så svimlende et beløb blev der sidste år udskrevet fartbøder fra fotovogne for bare i Østjyllands Politikreds. Det er mere end en tredobling sammenlignet med året forinden.
Der er tale om et regulært boom i bødekassen eller sagt på en anden måde: Der er blevet blitzet mange bilister på de østjyske veje - fra 16.498 fartbøder i 2015 til 52.940 fartbøder i 2016.
Det viser en ny opgørelse fra Rigspolitiets Nationalt Færdselscenter.
Læs også:
At rekordmange bilister er gået i politiets fartfælde sidste år, skyldes ifølge Amrik Singh Chadha, som er operativ leder i Færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi, først og fremmest, at der er flere fotovogne på gaden.
I februar 2015 fik Østjyllands Politi, ligesom resten af landets politikredse, opgraderet vognparken. På landsplan gik man fra 25 til 100 fotovogne, mens man Østjylland gik fra to til 10.
- Samtidig gik vi også fra analogt til digitalt udstyr, som gjorde, at billederne fra fotovognene blev markant bedre. Jeg har hørt om politikredse, hvor man måtte skrotte op mod 40 procent af billederne, fordi de ikke var gode nok, fortæller Amrik Singh Chadha som forklaring på, at antallet af bøder er steget.
En anden udvikling er også, at fotovognene i dag bemandes af civilie, som er uddannet til at betjene dem. Det betyder ifølge politiet, at der er i dag er en fast stab, som udelukkende fokuserer på indsatsen med fotovognene og frigør dermed ressourcer.
Politi: Det handler ikke om at udskrive bøder
Fotovognene er flere gange blevet kritiseret for at være en "pengemaskine". Det er operativ leder Amrik Singh Chadha uenig i. Formålet er, at fotovognene skal højne trafiksikkerheden og få bilisterne til at køre den tilladte hastighed, siger han:
- Der har aldrig været et krav om, hvor mange bøder vi skulle udskrive. Det handler i stedet om, hvor meget vi er på vejene. Vores mål er, at der slet ikke bliver udskrevet nogen bøder, fordi folk kører ordentligt. At vi hver dag kommer hjem med en tom bødeblok.
Målsætningen hos politiet er, at hver fotovogn skal være aktiv 1.000 timer om året. Det vil sige 10.000 timer samlet for politikredsens 10 fotovogne i Østjylland. Det tal nåede Østjyllands Politi ikke i 2016, hvor vognene var på gaden i 9.205 timer.
Udover økonomien har der også tidligere være kritik af, hvor fotovognene placeres.
- 80 procent af de veje, vi holder på, er uheldsveje fx i byerne eller på landevejene eller ved skoler og lignende steder.. De sidste 20 procent kan være steder, hvor folk har spurgt om, vi vil holde, siger Amrik Singh Chadha, som understreger, at 50 procent af trafikuheld skyldes eller forværres af for høj fart.
Østjyllands Politi dækker kommunerne Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Odder og Samsø.
Fotovogne
2014: 14.434
2015: 16.498
2016: 52.940
Forventet bødeindtægt
2014: 19,3 mio. kroner
2015: 20,6 mio. kroner
2016: 63,2 mio. kroner
Antal måletimer
2014: 4.314
2015: 6.600
2016: 9.205
Kilde: Rigspolitiets Nationalt Færdselscenter